Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Haiku poems’ Category

Even in summer
snow remains on mountain tops –
norway in mourning

Read Full Post »

Et japansk haiku-digt kan minde om en japansk tusch-tegning: Få enkelte streger, få enkelte ord. At udtrykke så meget som muligt med så få ord som muligt. At skrive ud fra tomheden, i de øjeblikke hvor et smukt syn rammer én, tiden står stille, alt falder sammen i ét, og man går forfrisket videre med et smil på læben. At fastholde disse øjeblikke – dét, der sker lige nu og her. Oplevelsen gives i digtet videre så direkte som muligt. Spontant, på en jeg-løs måde – uden følelser eller sentimantalitet.Denne oplevelse af virkelighed er beskrevet i zen-litteraturen og går igen i alle zen-inspirerede kunstarter i Japan, men kan opleves af enhver, ethvert sted, i hvert øjeblik…

Den moderne digter Yone Noguchi beskriver haiku sådan: ”Som ædelstene, hvor japanske digtere evner at udtrykke deres forståelse af naturen, eller bedre: at synge deres længsel og beundring for moder natur.”

Historie
Allerede i det syvende århundrede skrev man i Japan meget minimalistiske digte. F.eks. bestod en såkaldt waka, stamformen for den senere haiku, af kun 5 linier. Her linje indeholdt et ganske bestemt antal stavelser: 5, 7, 5, 7 og igen 7 stavelser. Når en gruppe mennesker skiftedes til at skrive disse waka, opstod der en såkaldt renga, et kædedigt.

Fra omkring 1600-tallet prøvede man at nøjes med de allerførste 3 linjer af dette kædedigt, som senere blev kaldt haiku. Et haiku er altså et digt bestående af kun 3 linjer, og hver linje indeholder et fast antal stavelser: 5 stavelser i den første linje, 7 i den 2. linje, og igen 5 i den sidste linje.

De største haiku-digtere i Japan var vandringsmanden Basho (1644-1694), maleren Buson (1715-1783), den fattige Issa (1763-1827) og den moderne Shiki (1867-1902).

Indhold
Indefor haikuens faste rammer bruges gerne et eller to billeder, der står hver for sig, men alligevel har en forbindelse:

Tempelklokken dør hen
blomsternes dufte
kimer videre –
 

(Basho)*

Den 1. linje kan udtrykke noget bestandigt, evigt, som ”buddha-naturen”. Det vil sige dét i os, der er uforanderligt, stille, uberørt af ydre forhold. Den 2. linje kan indeholde noget mere konkret, individuelt, foranderligt. Og i den 3. linje kan der ske noget uventet, en lyd, en opvågnen:

En gammel dam
en frø hopper i
PLASK!

(Basho)

Et haiku skal helst indeholde et årstidsord (kigo), der indikerer, hvilken årstid vi befinder os i:

Blommetræ i månelys
faldende sne
hvide blomsters genkomst

(Buson)

Men ellers er der indholdsmæssigt ingen begrænsninger for, hvad en haiku må indeholde. Den kan udtrykke alt – men på en måde, der giver læseren et nyt syn på en hverdagsagtig oplevelse:

Buddhas kæmpenæse
herfra føj
en svale ud

(Issa)

(Alle eksempler her er oversættelser, der ikke overholder det oprindelige antal stavelser.)

Moderne haiku
I midten af 1800-tallet åbnede Japan sig for vesten, og haiku-traditionen spredte sig til forfattere i hele verden:

The summer chair
rocking by itself
in the blizzard

(Jack Kerouac)

I Danmark findes der bl.a. Dansk Forfatter­forenings haikunetværk med hjemmesiden www.haikudanmark.dk

* Haiku eksemplerne er fra Hans-Jørgen Nielsens bog ”HAIKU” fra 1963. Yone Nogichi er nævnt i en radioudsendelse af Sys Matthiesen.

af Ulla Conrad, 2010
(tidligere bragt i tidskr. “NIWA”, 2010)

Read Full Post »