Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for oktober 2010

Sidste år i oktober fandt jeg et japansk ahorntræ på Nivå kirkegård: Det stod helt rødt, og helt alene, omgivet af enddnu grønne træer, og dryssede syvtakkede blade på det grønne græs. Der besluttede jeg at gøre det til et årligt tilbagevendende begivenhed at besøge træet hvert år, og nyde dette syn. Så jeg opsøgte det igen i år, med kamera, denne gang, og nåede lige det sidste lave eftermiddagssolskin på bladene… Et sekund efter billedet var taget, var lyset væk… Træet hedder ”momiji” på japansk, og har givet navn til hele fænomenet med at fejre efterårsfarverne…

På en anden gåtur samlede jeg ind til vasen i mit ”tokonoma” – en gren med helt røde blade, en med gule, en rød ukendt blomst, en hvid røllike og en fennikeltop-lignende grøn vifte. De står nu under kalligrafien ”wa-kei-sei-yaku”, harmoni – respekt – renhed – ro, og genspejler ”momiji” udenfor…

Her på oktoberfuldmånenatten skulle laves en japansk thé-ceremoni. Da jeg forberedte den, var der et gennemgående skydække på himlen, men – da jeg sad på gulvet, slukkede for det elektriske lys, var det som om det lyste op udefra – månen var kommet frem! Alene oplyst af dén og to stearinlys blev der så lavet thé, i næsten-mørke og stilhed.

Den her fornemmelse at mærke naturen og det smukke på, har faktisk et navn i Japan: ”aware”. Man leder efter de rigtige ord til at udtrykke det fantastisk smukke og poetiske, der rører ens hjerte. En vag og udefineret sørgmodighed, en higen eller længsel efter noget man ikke rigtig ved hvad er. En forståelse for, at alt i naturen er forgængelig, inklusive menneskerne selv. Man ser det smukke, men ved, at det ikke kan vare ved, ved, at det drifter forbi…  Udtrykket ”mono no aware”  skulle svare til udtrykket ”the pity of things” – eller ”lacrimae rerum” på latin…

Den sensibilitet var meget populær i Japan i Heian-tiden (ca år 700-1100), den verden, som roman-figuren prins Genji bevægede sig rundt i. I vesten er der måske ikke mange, der ville forstå, hvorfor figuren kunne holde hovedrollen igennem halvdelen af de 54 kapitler, og blev et forbillede for en hel kultur i så lang tid – han havde ikke bedrevet de store heltegerninger efter VESTLIG målestok. Han lever et tilbagetrukket liv ved hoffet, i stor overdådighed og luksus. MEN – ved hoffet i Japan var det helt andre dyder at leve op til: kendskab til de kinesiske klassiker fra litteraturen, talent til at spille på kinesiske og japanske instrumenter som koto, biwa og bambus fløjte, at kunne være med i konversation omkring maleri, kalligrafi, og årstidernes blomster og højdepunkter, og talent til at digte videre på klassiske digte, og opfinde sine egne. Og dette var Genji mester i. ”The Tale of Genji” er den måske første roman i verden. Den er fyldt med poesi og de smukkeste skrevne billeder. Læs den, og dyk ned i en verden, du ikke vil forlade igen…

Med efterårs-aware-tanker
under det røde ahorntræ,
kærlig hilsen fra Ulla

Read Full Post »

Et typisk antal gæster til den  japanske thé-ceremoni er fem. Der vælges indbyrdes en gæst, der har det dybeste kendskab til ceremonien, hovedgæsten (shokyaku). Han står for samtalen med værten/thé-mesteren igennem thé-ceremonien og spiller den største rolle. Han gør ind først, og han er den der hilser værten og har ansvar for, at alt for gæsternes part forløber korrekt. Thé-ceremonien lidt som en danse-koreografi, hvor alle spiller deres rolle, så det hele kan forløbe glat, og den fornødne stilhed til meditation opstår. Gæsten observerer stille – lytter til kedlens summen, dufter røgelse og selve théen, og modtager alt hvad han oplever og smager, men taknemmelighed. Hver thé-ceremoni, hvert møde mellem mennesker, kan nemlig ikke opstå en gang til på lige netop denne måde – så det gælder at være vågen og opmærksom.

At komme ind i thé-huset
Når man indtræder i thé-huset, har man sin vifte på sig, som man lægger foran sig, når man første gang kigger ind i thé-huset. Derefer bevæger man sig hen til den eneste udsmykning i rummet: Kalligrafien eller skriftrullen i billednichen (tokonomaen). Man lægger igen viften foran sig, nukker, beskuer motivet, og lader det virke på sig. Her er grundtemaet for thé-ceremonien lagt, og man kan senere spørge til ordene eller motivet. Defter bukker man igen, samler sin vifte op, og går til ild-stedet, som man betragter med samme ritual. Derefter finder man sin plads i rækken. Hovedgæsten sidder typisk øverst oppe i rummet ved billednichen, de resterende gæster dernedefter.

At modtage og spise kagen (wagashi)
Hovedgæsten vil få serveret en skål eller tallerken med et antal kager (wagashi) på, kombineret med et par pinde til at tage med. Han tager sit medbragte stabel små papirer frem (kaishi), lægger den ned foran sig, og tager en kage op med pinden, og sætter den på sit papir. Han rengører spidsen af pindene i et hjørne af sit papir og lægger dem tilbage på tallerkenen. Han sætter så tallerkenen hen imod den næste gæst. Ved tyk thé (koicha) spiser alle gæster derefter deres kage samtidigt. Ved tynd thé (usucha) venter hver især med at tage fra fællestallerkenen, indtil værten giver tegn dertil. Dette sker, lige théen piskes til skum, så man får nydelsen af kagen lige inden théens lidt bitre smag derefter.

At drikke en skål thé (matcha)
Værten sætter thé-skålen med den færdigpiskede thé frem til en gæst ad gangen, hovedgæsten først. Gæsten kommer selv frem og tager théskålen. Er der en eller mindre end en tatami-måtte imellem ham og værten, skubber han sig frem på knæene – ellers rejser han sig op og år.
Han sætter sig på sin plads igen, med thé-skålen mellem sig og den næste gæst. Alle undtagen den første gæst sætter den også imellem sig og den forrige gæst og takker “Tak fordi jeg må deltage i thé-drikningen med dig”. Han undskylder til den, der først kommer efter ham: “Undskyld jeg drikker før dig”.Han stiller den til sidst foran sig, og takker værten: “Mange tak for théen”.
Nu løfter han thé-skålen med højre hånd på den venstre hånflade, støtter skålen med højre hånd, og løfter den op foran sig, som tegn for taknemmelighed. Han roterer skålen ved hjælp af højre hånd, ca. to gang 90 grader. Det, for at tage hensyn til forsiden af thé-skålen, som gælder som den fornemmeste side, og som ikke må drikkes af.
Han drikker nu i ca. 3 slurke, eller til alt thé er drukket. Den sidste slurk må godt kunne hørest, som tegn på at man har drukket ud. Han renser kanten af skålen med fingrene, og drejer skålen tilbage med forsiden fremad. Han sætter den forsigtig ned foran sig, og betragter den, med albuerne på knæene, og hænderne foran sig, fingrene på tatami-måtterne.
Han bringer så til sidst thé-skålen tilbage til værten, til samme sted, som han tog den fra.
På den måde får hver gæst sin egen thé-skål, i specielle tilfælde endda mere end en skål…

Read Full Post »

Wagashi class 3 – Opfølgeren til vores første omgang wagashi-produktion i foråret 2010. Dér havde vi to dage lige efter hinanden, hvor vi satte os ind i fremstillingen af hvid og rød bønnepaste, helt fra bunden. Denne gang afprøvede vi tre forskellige opskrifter af wagashi, der var baseret på råvarerne rismel, sukker og vand – (næsten) intet andet.

Den første (der ses på det nederste billede bagerst), var “Minazuki – The water month”, en dej af en blanding af forskellige slags rismel, dampet i to omgange, den sidste med røde adsukibønner blandet i.

Den anden var “Valnødde mochi”(på det første billede) – rismel og vand, dampet i bambus dampkogeren to gange 10 min., blandet med valnødder, og viklet omkring et fyld af rød adsuki bønnepaste.

Det sidste var “Dango”er – klisterrismel blandet med vand, formet til små kugler og kogt i vand i ca. 1 min., eller indtil de stiger op til overfladen. Derefter vendt i blandinger af kinako+sukker eller sorte sesamfrø+sukker. Kinako er mel af ristede sesamfrø, og smager i retning af kanel. Og vi havde det hyggeligt imens!

kh Ulla

Read Full Post »

Vinteren er kold, derfor bruger man gerne dampede kager som “mochi” eller “daifuku”, eller kager af hvid bønnemasse, der symboliserer sneen.

Read Full Post »

 

Om efteråret mister bladene deres farve, og man høster årets frugter. Man bruger former som kaniner – kastanie – krysantemum – græskar – gerne i diverse efterårsfarver som gul, orange og rød (se fotos). De sidste to billeder viser kastanieboller (der bare skal ligne kastanier) og rigtige kastanier indbagt i yokan.

Read Full Post »

Et japansk haiku-digt kan minde om en japansk tusch-tegning: Få enkelte streger, få enkelte ord. At udtrykke så meget som muligt med så få ord som muligt. At skrive ud fra tomheden, i de øjeblikke hvor et smukt syn rammer én, tiden står stille, alt falder sammen i ét, og man går forfrisket videre med et smil på læben. At fastholde disse øjeblikke – dét, der sker lige nu og her. Oplevelsen gives i digtet videre så direkte som muligt. Spontant, på en jeg-løs måde – uden følelser eller sentimantalitet.Denne oplevelse af virkelighed er beskrevet i zen-litteraturen og går igen i alle zen-inspirerede kunstarter i Japan, men kan opleves af enhver, ethvert sted, i hvert øjeblik…

Den moderne digter Yone Noguchi beskriver haiku sådan: ”Som ædelstene, hvor japanske digtere evner at udtrykke deres forståelse af naturen, eller bedre: at synge deres længsel og beundring for moder natur.”

Historie
Allerede i det syvende århundrede skrev man i Japan meget minimalistiske digte. F.eks. bestod en såkaldt waka, stamformen for den senere haiku, af kun 5 linier. Her linje indeholdt et ganske bestemt antal stavelser: 5, 7, 5, 7 og igen 7 stavelser. Når en gruppe mennesker skiftedes til at skrive disse waka, opstod der en såkaldt renga, et kædedigt.

Fra omkring 1600-tallet prøvede man at nøjes med de allerførste 3 linjer af dette kædedigt, som senere blev kaldt haiku. Et haiku er altså et digt bestående af kun 3 linjer, og hver linje indeholder et fast antal stavelser: 5 stavelser i den første linje, 7 i den 2. linje, og igen 5 i den sidste linje.

De største haiku-digtere i Japan var vandringsmanden Basho (1644-1694), maleren Buson (1715-1783), den fattige Issa (1763-1827) og den moderne Shiki (1867-1902).

Indhold
Indefor haikuens faste rammer bruges gerne et eller to billeder, der står hver for sig, men alligevel har en forbindelse:

Tempelklokken dør hen
blomsternes dufte
kimer videre –
 

(Basho)*

Den 1. linje kan udtrykke noget bestandigt, evigt, som ”buddha-naturen”. Det vil sige dét i os, der er uforanderligt, stille, uberørt af ydre forhold. Den 2. linje kan indeholde noget mere konkret, individuelt, foranderligt. Og i den 3. linje kan der ske noget uventet, en lyd, en opvågnen:

En gammel dam
en frø hopper i
PLASK!

(Basho)

Et haiku skal helst indeholde et årstidsord (kigo), der indikerer, hvilken årstid vi befinder os i:

Blommetræ i månelys
faldende sne
hvide blomsters genkomst

(Buson)

Men ellers er der indholdsmæssigt ingen begrænsninger for, hvad en haiku må indeholde. Den kan udtrykke alt – men på en måde, der giver læseren et nyt syn på en hverdagsagtig oplevelse:

Buddhas kæmpenæse
herfra føj
en svale ud

(Issa)

(Alle eksempler her er oversættelser, der ikke overholder det oprindelige antal stavelser.)

Moderne haiku
I midten af 1800-tallet åbnede Japan sig for vesten, og haiku-traditionen spredte sig til forfattere i hele verden:

The summer chair
rocking by itself
in the blizzard

(Jack Kerouac)

I Danmark findes der bl.a. Dansk Forfatter­forenings haikunetværk med hjemmesiden www.haikudanmark.dk

* Haiku eksemplerne er fra Hans-Jørgen Nielsens bog ”HAIKU” fra 1963. Yone Nogichi er nævnt i en radioudsendelse af Sys Matthiesen.

af Ulla Conrad, 2010
(tidligere bragt i tidskr. “NIWA”, 2010)

Read Full Post »

Théens historie
Théens historie begynder i det sydvestlige tropiske i Kina, hvor théplanten “Camellia sinensis” har været kendt i mindst 3000 år.

I Heian-perioden i Japan (794-185), der svarer til den produktive Tang-periode i Kina, kom théen første gang til landet. Man drak théen dog mest som medicin, og den vandt ikke stor udbredelse.

I begyndelsen af Kamakura-perioden (1185-1392) bragte japanske munke, der rejste til Kina for at studere zen-buddhisme og -meditation, igen thé-planten og thé med til Japan. Théen var en pulveriseret thé, kaldt ”matcha”, blandet direkte i det varme vand, og pisket til skum. Her begyndte den en stille tilværelse i zen-klostrene, hvor munkene drak den for at holde sig vågne under de intense meditationperioder.

Fra klostrene bredte brugen sig til hoffet og samurai-klassen. Her indtog man thé ved så store overdådige fester, at de på et tidspunkt måtte forbydes…

Som modbevægelse mod dette begyndte et par zen-munke at finde tilbage til en enkel, meditativ tilgang til thé-drikningen: Man trak op i bjergene omkring Kyoto, mediterede, drak thé, i stilhed, med mindre prangende udstyr. I stedet for det forfinede kinesiske keramik brugte man rustikt japansk keramik, bambus og japansk kalligrafi, gerne fra zen-mestrene, og blomster, som de forekom i naturen. Alt blev tilpasset en enkel og naturlig stil, i sammenklang med naturen og årstidernes skiften.

Den japanske thé-ceremoni
Den største thé-mester, Sen no Rikyu (1522-1591), bragte de daværende forskellige stilarter sammen, i denne ånd, og udarbejdede den fremgangsmåde, som følges i dag.

En typisk thé-ceremoni varer fire timer, inklusive et måltid. Gæsterne blev modtaget ved en port til haven, og gæsterne kom til den “indre have” og skulle dér symbolsk rense sig ved en stenkumme med vand. I thé-huset så man på den eneste udsmykning i rummet, et kalligrafisk skrift. Alle remedier, der indgik i tilberedning af théen, var specielt tilpasset årstiden og lejligheden. Efter der var fyret op under kedlen, serveredes der et let, men omhyggeligt tilberedt måltid (kaiseki) med lidt sake til.

Efter en lille pause i haven kom man tilbage i thé-huset, hvor skriftrullen var udskiftet med en blomst. Så blev der tilberedt thé i form af”matcha”, pulveriseret grøn thé så tyk som fløde. Efter at der var lagt flere trækul i fyrfadet og serveret nogle små søde sager, drak man flere skåle tynd thé, skummende cremet. Til sidst kunne man bede om at se nærmere på de thé-remedier, der var blevet brugt.

Sen no Rikyus barnebarn Sotan havde tre sønner, som videreførte hans stil og dannede tre the-skoler, der idag stadig er de tre største i Japan: Urasenke, Omotesenke og Mushanokochisenke.

Thé og Zen
Thé er mere end blot at tilberede og drikke thé. Det er ”meditation in action” – den indre holdning er lige så vigtig som den ydre. De fire vigtige principper i den japanske thé-ceremoni er “Wa, Kei, Sei, Jaku” – harmoni, respekt, renhed og ro.

Som i zen-meditation gælder det om at tømme sit sind for unødvendige tanker. Og dette gælder både vært og gæst: Begge parter mødes et sted, et frirum fra hverdagens trummerum. Et enestående møde mellem mennesker, der aldrig kan opleves på præcis samme måde igen, og en måde at arbejde systematisk med sindet og bekymringer.

“Ichi go ichi e –
One chance, one lifetime!”

af Ulla Conrad, 2009

Read Full Post »