Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Ullas årstidstanker’ Category

thebloggen_IMG_10804

Når jeg forbandt november måned med de bare grene foran en lyseblå eller lysegrå himmel, en diskret farveløshed, hvor kulden anes og mærkes – så er det billede jeg forbinder med december denne gang en dybblå himmel fuld af stjerner. En himmel, der hvælver sig omkring mig og over mig, som rummer kulden og får luften til at klirre som glas, en kulde der går dybere, når man ikke pakker sig varmt nok ind.

Under denne himmel cyklede jeg en nat, på vej hjem, og havde tændt for radioen i høretelefonerne, en ny form for underholdning på længere former for transport. P1, intelligent underholdning. Som dog efter kl 18 nu er overtaget, eller rettere, må dele kanalen med P2, den klassiske musiks kanal. Det faktum gjorde, at der den aften spiller en klar og lysende orkesterklang i mine ører, ren og klar og syngende, og lidt efter er musikken og landskabet, himlen og stjernene ét. Et stort hvælvet telt, med et lille lyttende menneske i bevægelse. Rummet umådeligt dybt, umærkeligt udvidende sig.

Sådan fortsætter det, indtil jeg stiger af cyklen. Heldigvis annonceres komponisten efter stykket, og jeg har et navn at takke for denne oplevelse: Jean Sibelius, 1857-1957, finsk violinist og komponist, og hans 7. symfoni. Hvis klassisk musik kan gøre DETTE, løfte mig på som dette, fortjener den klassiske musik lidt mere opmærksomhed.

En livslang oplevelse: At søge, undersøge, og finde måder at bruge tiden mest værdifuld, fuld af skønhed, som der er heldigvis er masser af…

kh Ulla

Reklamer

Read Full Post »

thebloggen_IMG_2918De sidste blade hænger på træerne bare som en transparent erindring – gule birkeblade spredt i grenenes møster, enkelte hasselblade for enden af grenene som små flag, der vinker farvel til varmen. Grenenes struktur træder frem igen. Og en ren øvelse i mindfulness er det at stoppe op på gåturen, og se opad:

Studér, hvordan den tunge stamme, godt forankret i jorden, skyder opad, til den første forgrening, den anden, den tredje og helt ud til den syvende eller ottende forgrening, helt ud i spidserne. Tyndere og tyndere, flere og flere, bliver grenene. Og til sidst er det bare de allertyndeste, dem bladene sad på, og som nu bærer knopper til næste år, næsten usynlig, men de er der. Hvert træ har sit mønster, sin måde at vokse på, og med lidt øvelse – måske fra  en bog om træer, der også viser deres silhuetter, så man kan genkende dem her om vinteren – åbenbarer de deres ”hemmelighed”, deres navn, deres væsen.

Træk vejret, mens du ser og fornemmer, bare dig og træet, i en meget større verden, hvor alt hænger sammen…

Indenfor igen, kan det nu være tid til at drikke mørke drikke, som stærk oxiderede mørke oolong théer, sorte théer, eller pu erh. Disse théer har en mere varm energi og tilfører os den – den, som vi har så meget brug for her i den kommende kolde tid.

So generous YOU –
sharing food for the body
and food for the mind

kh Ulla

Read Full Post »

thebloggen_PICT5272En stjerneklar aften, cyklende hjem efter en fantastisk aften i veninders selskab.  Fuldmånen urørt midt på himlen, lyst midt i alt mørkeblåt, i selskab med jupiter  (En af dens mange måner så jeg faktisk i kikkerten den anden dag…).

Inden afsked, udenfor havelågen, taler vi et øjeblik om vores moder jord, som en del af denne galakse, kaldt mælkevejen, som solen og planeterne er en del af – og selv denne hele galakse er kun én lille hvirvelstrøm i hele – ja, i hele HVAD?

Universet kalder vi det vist… Eller: Et lille støvfnug i ”Guds” baggård? Og alligevel er der så megen mangfoldighed, så meget smukt samlet på denne klode. Må vi passe bedre på den i fremtiden – end satse på en invadere en af de andre smukke stjernesystemer derude, langt ude.  Hvis vi gjorde det – ville vi ikke savne græsmarker og køer, blomsterne og månen? Ville vi ikke savne smagen af brombær og duften af hyldeblomst, hver sin årstid med alt det, der gør dem specielle?

Lige så klart den aften, lige så klar morgenen. Mørkeblåt hav og varmorange horisont: Solen går op i oktoberglødefarver og rammer træernes toppe. Hænder mødes. Cykler igen, nu mod vest – og dér rammer synet fuldmånen igen, nu på vej ned, næsten transparent hvid på let blå. Et par siskener flyver over, deres kald tydlige i den kolde luft.

Tingenes klarhed
på morgenens vinger
og fugle af glas

Read Full Post »

thebloggen_IMG_6311Der er sensommerstemning i luften – naturen gør sig klar til at afsætte frø og frugter, og derefter gå i hi. Jeg står  træerne i kanten af en skov, og ser hen over en mark, og over på en anden skov. Derovre viser bladene første tegn på gul. På jorden ligger spredt de gule blade fra ahorn og eg. Grenenes raslen foroven lyder tørt. Nogle blade bevæger sig pludselig mere end andre – de flytter gren! Og et ”pip” her og der afslører, at de er flere, og hopper omkring. Én begynder på en strofe, og afslører sin identitet som gransanger. En stor gulsmed suser forbi, og dens vinger lyser transparent i modlyset. Begge jager efter insekter, fuglene samler de sidste kræfter til den store rejse sydpå.

Og min måde at forsvinde hen i denne betragtelse minder mig pludselig om den måde at beskue kunst på, som bliver anbefalet i bogen ”The Book of Tea”, af Okakura Kakuzo. Med ordene ”approach” og ”await” nærmer han sig kunstværket – en afventen, lytten, gøren-sig-tom. Og med denne rette stemning hos beskueren åbner der sig rum for en forståelse. Ligesom for fuglenes væren lige nu. Fuglenes væren bliver til min væren…

Vi har også været samlet i thé-huset igen, for at lave thé på japansk vis. Thé-haven var helt grøn og våd fra eftermiddagens regn. Helt nede i bunden, til venstre for thé-huset, lyste de mørkerøde blade af et enkelt japansk ahorntræ.

Thé-ceremonien forgår også i høj grad i denne lyttende tilstand, og det er altid ret fantastisk for mig, specielt med naturens lyde omkring. På et tidspunkt faldt det hele i hak også denne gang: løvets og regnens lyde udenfor – thé-ceremoniens bevægelser – ahornblads-formede tallerkener med den grønne konfekt – dekoration af røde ahornblade på thé-skålen – og bambusblade på rispapirlampen over mig…

Rustling in the leaves
of ricepaper-lamp bamboo –
matcha works magic

Read Full Post »

Afsted, afsted i sommervarmen. Rygsæk med vand og lidt mad. Lad mig se, hvor fødderne bærer hen. De søger først vejen langs stejlkysten over vandet. Blikket fra højden og ned er berusende. Under mørke træer ses de små bølger dernede, som fra et billede af tyske romantiker Casper David Friedrich.

Videre på stien ned ad en skrænt. Træerne samler sig til en grøn masse, hvor kun en menneskestor tunnel er skabt for at lede mig igennem. Jorden er sort og fugtig her i skovens skygge. Fødderne søger trin for trin efter stabilitet. Forgrenede veje under bøgetræerne vælges udfra hvilken der virker mest interessant. Pludselig står jeg ude på en større sandvej igen. Følger med. Igen udsigt over havet, nu fra “normal nul”.

Og her en bænk – godt tænkt, tænker jeg, og tager plads. Skrædderstilling på en overskåret stamme. Brød og pesto, banan og nøddetoppe, hjemmebagt. Smagen intens.

Iagttager en rødhals, der sidder med næbbet fuld af insekter på en gren lige foran mig. Den iagttager mig. Og flyver igen.

Flyvende myrer
letter fra en træstamme –
alt er bevidsthed

Read Full Post »

Simply Tea, Århus.

Draget af thé-husets indre, spørges der til Oolong og andre duftende théer. Fra hylderne drages indbydende poser, og klippes op. Duften vælter ud. Tættere på théen! Tættere på forklaringen af dens mystiske navne. For eksempel ”Rou Gui” betyder Kanel, på grund af thé-busken af samme navn, højt oppe i kinesiske bjerge, hvor tågen råder, og ingen af byens støj når frem og forstyrrer. ”Da Hong Pao” betyder Rød Kappe, efter historien om en kejser, der igennem theen fra disse buske fik kureret sin mor fra en sygdom. For at ære og beskytte de særligt udvalgte buske, lagde han en rød kappe om dem. Og bladets farve er rød og mørk og mystisk også, de lange snoede blade lover godt. De antager nyt liv i skålen med låg, hygger sig, varmer op, folder sig ud, giver liv til vandet, der omgiver det. De æteriske olier forbliver inde, transformerer vand til berusende thé, cha, chai, thé, tea. Væske tages fra, smagen i bladene skal bevares og ikke udnyttes fuldt ud, skal gemmes til flere og uddybende trækninger. Den mættede duft, der orangerøde farve, ristet, sød og fuld og den femte smag umami fordeler sig bagom i munden. Energien fordeler sig i kroppen. Saligheden breder sig i sindet.

Tågede bjerges
duft magisk transformeret
til livets eleksir –

kh Ulla

PS. De tre theer jeg smagte, og som er vist på billedet, fra venstre til højre, er: 1) Tie Guan Yin High Mountain Anxi Oolong, 2) Da Hong Pao Oolong let- eller mellemristet, og 3) Premium Rou Gui Oolong mellemristet.

Read Full Post »

Stilhed i sommerhaven.

Tag plads midt i det hele, på en bænk, en nedslidt bænk. Træk fødderne op, i selskab af en kop thé, måske en god oolong, og LYT:

Der er nemlig ikke kun stilhed – der er fløjten fra alle tage og højder. Der er den melodiske lyd fra en solsort, der er triller og avancerede forløb fra grønirisk, tornsanger og brunelle. Der er lyden af vand, fra naboens springvand, plaskende, rullende, hypnotiserende, beroligende.

Der er grønt – der er løvet foroven, der dækker for enkelte dråber, der falder fra himlen nu, der er rønnebær på vej til modning, der er bier i lindens løvtag omkring. Der er græsset forneden, bonderoser og staudernes yppige blomstring.

Der er summen fra insekterne – tæt på er der en humlebi på vej ind i en mørkelila akelej. Zoom ind med øjnene, og SE: Den pudsler omkring, til den finder vej ind i den første kanal fyldt med nektar, så tager den den næste og cirkler omkring, til alle fire er besøgt og tømt. Videre går det. Der er svævefluer, der brummer midt i luften. Zoom ind, SE, igen: Detaljer, et øjeblik, og så VÆK.

I græsset kravler et bæltedyr – øjet zoomer ind og følger dens bevægelser.
Alt er igang, alt sker hurtigt. Og forbliver alligevel – det samme.

Hylden blomstrer –
radio spiller P2
i min mors køkken

kh Ulla

Read Full Post »

Older Posts »