Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for juni 2010

Om sommeren er det varmt og frodigt grønt – man bruger stivelse som kuzu, agar agar og bønnemasse, der kan køles ned, og grønne farver, som på det sidste foto.

Reklamer

Read Full Post »

Wagashi forsøger at fange det poetiske i enhver årstid:

Om foråret springer de første blomsterknopper fra blommer og kirsebær ud – for eksempel modellerer man wagashi i blomsterknoppers form, og bruger sarte farver som pink og lysegrøn (se fotos fra sommer – efterår – vinter i andre indlæg).

Read Full Post »

Juni er nok den mest sommeragtige måned – først gav det en del regn i år, lige nu er vi heldig med masser af varme.

I thehaven blomster små lyserøde azalier, der står i frisk kontrast til alt det grønne. Kagerne den japanske thé-ceremoni må gerne være friske og kølige, derfor fremstiller mange dem i Japan af den stivelsesholdige rod “kuzu”. Pulveriseret og tørret, kan den blandes op med vand, hvorved den bliver transparent og gele-agtig, og stivner når kølet i isvand. Den kan fyldes med lyserød eller grøn bønnepaste og derved få navne som “Mizubotan”, waterpeony…

Sidste måneds årstidstanker omkring det meditative i at GÅ ude i naturen, gav mig lyst til at sammenligne denne “vandre-vej” med théens vej, cha-do, og finde en beskrivelse frem, der definerer den. Her fra side ét i “Chado. Der Teeweg”, Horst Hammitzsch, 1958 (min oversættelse fra tysk):

“Begrebet VEJ står i centrum af både den kulturelle og åndelige skaben i Japan. Det er retningssnoren for al de mangeartede kunstarter i dette ø-rige land, til hvilke man også tæller traditionen for ceremoniel thé-drikningen. VEJEN er traditionen for en kunstart. Uden VEJ findes der for ingen fremskridt for den, der udøver en kunstarts.

Japan har mange VEJE. Og til dem hører også THÈ-VEJEN, chado eller sado, som vi vil vende os mod her. Allerede i gamle tider krævede opdragelse og dannelse, at man uddannede sig på en af de mange VEJE, at praktisere en sådan én, at blive en “vejens mand”, michi no hito. Var VEJEN i starten ikke andet en en kunstfærdighed, som man som ivrigt studerende under en mester kunne tilegne sig, så ændrede dette sig i middelalderen, og et betydeligt skift indtrådte. Nu søger man i VEJEN ikke kun bestemte færdigheder, man finder nu også det almengylldige, sandheder, en lære deri, som kan give den ikke-professionelle, læg-manden, noget. VEJEN bliver til et uddannelsesmiddel for mennesket i sig selv. Fordi VEJEN bliver en tradition, gennemløber mange generationer og bliver videregivet til nye generationer, indeholder den en række enkelt-erfaringer, som kommer af det praktiske, og som derfor er af betydning for den fremtidige praktiseren af den vedkommendes VEJ.Tradition i den japanske forståelse er ikke at videregive noget afsluttet, fuldendt, som mesteren har skabt. At “tradere” betyder at videregive mesteren i hans helhed, at “efterleve” denne helhed. Ikke alene det modnede af en VEJ bliver traderet, også det ikke-modne, det endnu-voksende er inkluderet i traditionen. Netop dette er så vigtig for en VEJs udvikling, fordi det hører til en VEJs helhed, til hvilken en elev kun kan finde frem til, når han lærer de trin at kende, som fører op til denne helhed.(…)

En elev på en VEJ må i starten holde sig strengt til traditionen, med andre ord altså til den fra generation til generation overleverede VEJs fortættede erfaring, som viser sig i form af det konkrete forbillede eller den mundtlige overlevering. Han har ingen frihed. Den personlige frihed i det kreative skaben bliver afvist, da den ikke er den virkelige frihed, som man tilstræber. Først når eleven har overvundet sin vilkårlighed, har skolet sit selv, altså har efterlevet det overleverede i sin helhed, først der kan han erkende, hvad der har evighedsværdi i den enkelte VEJ. Først der er han modnet og kan begynde at skabe sine egne ting, som på dettet tidspunkt kommer fra ham helt af sig selv. (…)

Hver af de japanske VEJE forsøger at trænge ind til det eviges væsen, at opleve al-enhed. Det lykked dog kun, når den, der stræber efter dette, på sin VEJ opgiver selvet, oplever selv-løshed, muga, og tomheden, ku. Det er stilheden, der er så dyb, at den klinger, og hvis klingen pludselig lader den lyttende opleve al-enheden, når han er moden dertil. Og sådan en stilhed behersker også THÈ_VEJEN, der i sidste ende ingenting indeholder end vejen til ens selv. Den der på venne vej når til modenhed, som gennem selvdisciplin opnår handværkelig kunnen, han oplever i det lille, tomme thé-rum den sande frihed, som er større end den personlige vilkårlighed. Han oplever den frihed af et menneske, der har løsrevet sig fra alle ting, som har det allermindste med jeget, egoet, at gøre.

Når den japanske thé-ceremoni stadig har en vigtig plads i dagens Japan, er det vel, fordi at også i Japan idag mennesket laver i en tid, som på mange områder har mistet sin “midte”, hvis mennesker dog bærer ønsket om “stilhed” i sig. Og dér viser THÈ_VEJEN dem en sti, som kan betale sig at betræde, selvom den må være smal og svær at gå på.”

Så meget fra Horst Hammitzsch…

Juni er måneden, hvor der her i landet fejres St. Hans, den 23. juni. Dagen ligger to dage efter årets længste dag, den 21. juni. Her mit digt fra dagen, midt på Øresundskysten…

___

Fra en kyst fuld af træer

i grøn silhuet

trækker faner af hvid røg

fælles mod havet

fodret af gløder i bunden

der varmer silhuetter af mænd

og børn der tumler omkring

badebro løber endeløst ind

i et dueblåt hav uden horisont

og sådant

fortoner sig lattere og gløden

langsomt

mens månen skinner gult

bagved piletræernes blade

og trækker mig ind i et parallelt

univers af skiftevis sørgmodighed

og åndeløs glæde

over at være til

lige nu –

___

kh Ulla

Read Full Post »

Alt grønt er seriøst på vej ud nu – bøgetræerne -bregnerne – fantastisk at se hvert år igen.

Jeg går mange små ture i den omliggende natur, en måde for mig at mærke det levende rundt omkring, de små forandringer i sæsonerne, og at være i live i alt dette. Efter et stykke tids vandring holder tanker op med at beskæftige sig med analyse af fortid og planlægning af den nærmeste fremtid. Efter endnu et stykke tid holder resten af tankeaktiviteten op, og jeg er mirakuløst forskånet for min egen hjerneaktivitet.

En tur i sydfrankrig forleden gav disse tanker (inden de altså stilnede helt af):

Tænker over al de pilgrimsruter, folk igennem tiden har vandret på – i slutningen af dem var der altid et mål – en relikt af kristen art, en kristen hellig grav, som fx i Jerusalem / Santiago de Compostela / Rom. Men fik folk fortalt fra starten, at der IKKE ER MÅLET der var afgørende, men VEJEN? Vil de så være gået?

Ligesågodt kunne man sende folk på en RUND-vandring i nogle tættere-på-beliggende smukke områder – de tyske skove og naturreservater, nogle åse i Sverige, bjergene her i Frankrig. Det ER vejen, TILSTANDEN du er i PÅ vandringen. Motion, ro i hovedet, duften og lydene af den smukke kreation omkring én. Hver blomst smiler til én, og en kort berøring gør måske dén glad, hvem ved. GÅ. JUST GO.

Og jeg opstillede en spontan liste for et par absolut nødvendige ting:
1) Und dig selv et ordentligt par vandresko og outdoor-bukser. (“G1000” fra fjælræven viser sig at tørre af sig selv efter regnen i løbet af 20 min). Samt sandaler (“Teva” fungerer godt for mig).
2) Und dig selv et godt sæt uldundertøj, så sjovt det end lyder (“Helios” har sorte sæt af merinould…)
3)Køb forsyninger af nødder og tørrede frugter, måske lidt mørk chokolade og en liter vand.
4) og så begynd at VANDRE, JUST GO. (Tilføjelse: Det må gerne være et smukt sted med noget grønt og vand, skiftende terræn, udsigt.
5) Tilføjelse: Spis madpakke/picnic et specielt smukt sted.

Det kan jeg altså kun anbefale.

___

“At være undervejs

er at give sig hen til livet

at være undervejs

er at være fri –

er at være kreativ intuitiv

skabende vejen foran sig

stykke for stykke –

At være ankommet er

at lade cirklen være sluttet

flowet stopper –

så vær altid på vej!”

___

kh Ulla

Read Full Post »