Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for marts 2010

På en gåtur gennem markerne i baglandet forleden kom jeg til at fundere over betydningen af “hellige steder” for mennesker. Landskaber, grotter, stenformationer, templer eller kirker, hvor mennesker i generationer har følt særlig tilholdsforhold, fascination, tiltrækningskraft. Naturlig opstået eller menneskeskabt, og passet på igennem lang tid. Mange møder har efterladt deres energi. Jeg, svævende i tankerne igennem et par af stederne, fandt for mig selv en fællesnævner her: Alle disse steder giver mennesker lov til at blive stille, overfor noget, der er større og smukt, måske lidt skræmmende også, men smukt. De giver lov til at åbne sig for dette større, åbne sig og lade noget andet synke i. Det føles ligesom et hul igennem “til den anden side”, dette “større”, at få kontakt med det, her på dettet sted. At LYTTE. Og lade sig påvirke af det, der kommer ud. Og her bliver “den anden side” så ét med én selv, alt går i ét, tid og rum mister mening.

Det fascinerende er, at mennesker selv kan SKABE rammerne for, at dette kan indtræffe. For eksempel thé-rummet. Her samler man udvalgte genstande til denne ene lejlighed – blomster, kalligrafi, keramik, thé-redskaber – behandlet med respekt og kærlighed gennem tiderne. Men alt er bundet sammen af zen-filosofien: At hver thé-ceremoni er en unik begivenhed med sin særlige stemning, der IKKE kan genskabes. At hver enkel gæst kan opleve dette NU for sig selv, ved at åbne sig, suge til sig, lytte og se, så intenst tilstedeværende, at al eventuel mental samtale eller bekymring bliver overflødig og umuliggjort. Bare væren. Bare dette: Lyden af vand i kedlen. Duften af frisk grøn matcha-thé. Koncentration og opmærksomhed på hver enkel bevægelse.

Dette lærte de gamle thé-mestre, der tit også var zen-mestre, eller havde en zen-mester til at lære sig at praktisere zen. Den største, Sen no Rikyu, havde en tæt forbindelse til zen-klostret Daitoku-ji og thé-mestren Kokei Sochin. Sen no Rikyu´s dødsdag fejres i Japan den 28. marts, og ikke kun der – fordi théens vej, chado, har bredt sig over hele jorden idag, og hans lære er idag lige så aktuel som for 500 år siden…

“Forår i luften
pilens bløde knopper
kærtegnet af vind -”

kh og godt forår…

Ulla

Reklamer

Read Full Post »

Wagashi class 2

Wagashi class 2 – igen to dage med wagashi produktion, japansk konfekt til thé-ceremonien. Vi kom vist lidt meget pink farve i… ; ) kh Ulla

Read Full Post »

Wagashi class – Dag 1: Fremstilling af grundpaste “anko” (rødt bønnemos” og “koshian” (hvid fin bønnepaste). Dag 2: Videreforarbejdning af koshian til konashi (iblandet rismel, dampet). Formning af 5 forskellige namagashi (rå wagashi): Toyama-sakura (Kirsebærsblomst), Kiku konashi (Krysantemum), Nano-hana (Themesteren Sen no Rikyus fortrukne blomst), Hime-tsubaki (Princess camellia), Momoji (grønt ahorn) – ses på billedet, hvor alle fem er samlet. Det var to hyggelige dage!
kh Ulla

Read Full Post »

Vores månedlige thé-øve-aften.

Vi øvede den version af thé-ceremoni, der kaldes “so-kasari”, på et sort lakbræt (nagaita), både lavet “tyk thé (koicha) og “tynd thé” (usucha). På billederne ses opsætningen på tatamimåtterne. Close-up viser thébeholderen (chaire) i silkeposen, samt spildevandsbeholderen (kensui).

Blomster var en forsythia-gren samt en lille påskelilie.

Konfekt (okashi) var en Ume konashi (ume = blomme, konashi = bønnepaste af hvide bønner og rismel).

De sidste tre billeder viser igen okashi-kagen på kaishi-papiret, samt selve thé-cermonien.
Fotograf af de sidste tre billeder: Annelise Larsen.

Kh Ulla

Read Full Post »

Her er billeder fra en japansk thé-ceremoni i Strandgade 6 hos Dansk Forfatterforeningens haikugruppe. Gruppen mødtes til thé-cermonien og læste haiku op for hinanden bagefter. – Thé-ceremonien var en “usucha”, såkaldt “tynd thé”. Selve théen var fra mærket Marukyu Koyama-en, fra byen Uji i Japan, af navnet “Wako” og dermed deres bedste kvalitet tynde théer. – Den søde konjekt, der var lavet til lejligheden, var en akge af hvid og rød bønnemasse. Navnet var “Forårshåb”, inspireret af en kage der vis navn er “Kogarashi” eller “Frisk vinterbrise” – her havde jeg dog erstattet den røde azukibønne-halvdel med lyserød masse. Halvt vinter endnu – halvt håb om lyserødt forår… – Blosterne i vasen var et par grene med små grønne knopper, en forsythia-gren, en lillebitte eranthis, jeg havde gravet frem under sneen… igen et lille tegn på forår.

Det var en smuk dag i smukke lokaler…

Mine haiku skrevet derefter:

___

Sneen tøer
frem kommer de første
erantis –
___

Sidste februar
skillevej mellem
kulde og sol –
___

Thé-piskende
første erantis i vasen
ser på –
___

Forårskager
danke haikupoeter
renga-thé –
___

Styrket efter thé
flyder poesien i rummet
haikugruppe-thé –
___

En af de deltagende har skrevet om oplevelsen her: http://digtafon.wordpress.com/2010/03/02/japansk-theceremoni/

kh Ulla

Read Full Post »