Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for maj 2012

Green willows + white/pink cherryblossoms = a wagashi called “Miyako no Haru” (Spring in the Capital). This time the capital if Copenhagen, where this years sakura festival had both of them… green and pink : )

Ulla

Read Full Post »

Dét, der fascinerer ved den japanske thé-ceremoni, er en helt speciel skærpen af opmærksomhed. Den måde at være sammen på, i stilhed og nærmest andagt i en afsides liggende hytte i en have, findes ikke i vesten på ligenende måde. Samlet omkring en oplevelse, hvor ikke den individuelle person er i centrum, men et ritual, der transcenderer øjebliket og ens normale opfattelse af virkeligheden…

Thé-haven
Når du som gæst er inviteret til en thé-ceremoni, gør du dig fint i stand, evt. i kimono, og ankommer – til tiden! – til thé-haven. En thé-have ligger omkring et thé-hus og afskærmer det fra omverden, og alt, hvad der ellers minder om vor moderne by-verden, er fjernet. Ikke engang blomster får lov til at forstyrre sindet med deres skiftende farver – tilbage er en grøn og stille verden, en lille lukket paradisets have, eden, af grønne træer, buske, mos, bunddækkeplanter, bambushegn, og trædesten. En fugtig dampende friskhed hersker, trædestenene er fugtet yderligere med vand, der er stille. Og du begiver dig på vej: Trædestenene fører blikket nedad, og trin for trin, skridt for skridt, bevæger man sig dybere ind. For hvert skridt falder man mere til ro, ankommer her, ankommer et sted i sig selv. Opmærksomheden indskrænkes til de få ting der er, men sanserne åbnes, øjne ser tydligere, og ører lytter til naturens lyde.

Hilsen
I haven sætter du dig på en overdækket ventebænk sammen med de andre, typisk 3-4 gæster. På et tidspnukt kommer værten pludselig til syne, og du bukker som ordløs hilsen.

I thé-huset
Du følger de andre gennem en port, der fører til den indre have, videre ned ad stien, til stiens mål, thé-huset. Men inden du betræder det, må du gøre en sidste ting: Ved en stenkumme, værten lige forinden har hældt frisk vand i, renser du den sidste verdens støv fra dine hænder og din mund – fysisk, og symbolsk. Knælende på en stor sten foran indgangen til thé-husets dør, sætter du dine sko op ad ydervæggen  – alt i thé-huset er ubeklagelig ren, og selvfølgelig tager man sine sko af. Indgangen er så lille, at alle tvinges til at bukke sig ydmygt, og nærmest kravle ind. Herinde hersker mørke – ingen vinduer skal fjerne opmærksomheden fra udsmykningen, og den efterfølgende ceremoni. Øjnene vender sig langsomt til det, og en niche dukker frem, hvor rummets eneste udsmykning hænger: En papirrulle med en sorthvid tusch-tegning, eller et ordsprog skrevet med japanske eller kinesiske skrifttegn. Du sætter dig foran, bukker, betragter billedet, eller lader ordene virke på dig, og bukker igen. Thé-mesteren har udvalgt dette, efter årstiden, efter en speciel begivenhed, eller efter hvad han gerne vil sige dig. Du rejser dig og begiver dig hen til et hjørne med et fritstående kulbækken med støbejerns-kedlen, allerede varm og parat. Også sætter du dig kort, og betragter opsætningen af de arrangerede kul.

Kul-ceremoni
Værten gør sin entre, når alle gæster er samlet i thé-rummet. Om vinteren sørger værten specielt betænksomt for sine gæster ved at lægge ekstra kul på gløderne, så der bliver behagelig varmt, og lidt duftende røgelse, med specielle redskaber og bevægelser.

Måltidet
Måske er du så heldig at være inviteret til et helt måltid – kaiseki – med efterfølgende thé-ceremoni. Hvis dét er tilfældet, kan det hele vare op til fire timer. Værten serverer til at starte med maden, på individuelle lakbakker, flere retter følgende på hinanden, inklusive sake. Han afslutter måltidet med en udsøgt konfekt til hver, der er inspireret af den aktuelle årstid, og sætter fantasien igang.

Pausen
Her følger en pause, og du må følge de andre gæster ud i haven. Efter en kort pause lyder en dyb gong, som fra et zen-tempel, som får gæsterne til at vende i samme rækkefølge som første gang tilbage i thé-rummet.

Nu er billedrullen fjernet – til gengæld står der i nichen en enkel rustik vase med et par blomster, naturligt og let sat i, som kom de direkte fra marken. Det opfrisker sindet…

Thé-ceremonien
Og nu kommer højdepunktet, NU kommer thé-ceremonien – et øjeblik, alle har ventet på. Værten dukker op i døren til det lille tilstødende køkken, og bringer redskaberne ind lidt efter lidt.  Han fremfører nu i fuldkommen stilhed hele thé-ceremonien, hvorimens han mediterer på de forskellige punkter og områder, der er fokus på. Han renser symbolsk alle redskaber med et rød eller lila silkeklæde, og rører til sidst en hel del pulveriseret grøn thé, matcha, op med forholdsvis lidt vand.

Gæsterne følger med i hans bevægelser, lytter til kedlen, dufter til théen, i deres egen meditative tilstand. En del af opmærksomheden er rettet udad, mod dét, der sker i rummet, ceremonien, fællesskabet. Den anden del af opmærksomheden er rettet indad, mod sit stille indre…

Théen sættes frem til den første gæst, den såkaldte hovedgæst, som henter den til sig. Dette er den meget formelle thé, koicha, eller ”tyk thé”. Alle bukker samtidig, og théen deles mellem alle gæster. Alle drikker af den samme skål, og renser dér, hvor de har drukket, med et stykke medbragt papir eller stof.

Samtalen
Først når hovedgæsten har drukket, må han begynde en samtale med værten. Emnet er begrænset: Han må spørge til de involverede redsskaber – der tit er gamle, eller har en bestemt mærkværdig historie – og han må spørge til hvad slags thé man har drukket, til konfektens navn, billedrullens indhold. Samtalen er fokuseret på de æstetiske udvalgt ting i thé-huset – al samtale af verden udenfor, eller personlige problemer, er ”no go”.

Den anden slags thé, der følger efter, og som er mindre formel: Usucha, eller ”tynd thé”. Der bruges lidt mindre thé og mere vand, og théen piskes op til en flydende, skummende, kraftig opkvikkende drik.

Sanserne klares, théen virker i kroppen og beroliger og opfrisker sindet samtidigt. Man kan blive ligefrem ”høj” af drikken og sanse hvert øjeblik intenst. Det er også meningen… Stemningen bliver mere afslappet, og man kan tale om filosofi eller for eksempel zen.

Afsked
Efter endt samtale tager værten afsked, og gæsterne og dig forlader thé-rummet én for én, og vender hjem, højst sandsynlig en uforglemmelig oplevelse rigere…

af Ulla Conrad, 2012

Read Full Post »