Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for the ‘Ullas årstidstanker’ Category

Madpakken klargjort, vand i rygsækken og et kort til nødstilfælde, og så afsted til en sommereftermiddags-gåtur. Gennem grønne åbne golfbane”tæpper”, ind i den grønne tætte bøgeskov, hvor temperaturen daler, og luften er fugtig og behagelig. Tempoet sættes ned. Indtrykkene bestemmer fodtrinenes retning. – Det første indtryk væk fra stien kan være en lille blinkende skovsø. Gå tættere gennem underskoven, bliv stående stille. Mærk din egen krop, dit åndedræt nede i bugen, samtidig med det grønne ydre. Blade hvisker i trækronerne. Luften deroppe, og den der løber ind og ud af din krop – ÉT… – Senere ligger der træstammer i forfald lidt væk fra vejen. Gå nærmere, og se på de mange knopper på stammen, runde fortykninger, udposninger, årer, arme. En af knopperne, hvor der engang sad en kviste, ligner tuden af en thékande, organisk vokset frem mod det hul, vandet hældes af. Orme og biller har gravet sig ind og efterladt huller. Alt opløses, for at nyt liv kan opstå. Mærk efter og tag dét ind. CYKLUS…

Vi har også lavet thé i denne måned. Vi har mødtes omkring den japanske thé-ceremoni og har været priviligeret at drikke “Hatsu Enishi Gold”, den nyhøstede grønne thé fra Japan. Théen er så frisk grøn som det kan være… en oplevelse af de helt store. (Og heldigvis er théen ikke påvirket af Fukushima atomulykken, men vi har sendt mange tanker den vej til alle mennesker der ER påvirket…)

Og vi har drukket kinesisk thé, med elementer fra den kinesiske “Gung Fu Cha” the-ceremoni, med små Yixing thé-kander, små skåle, og Oolong og Pu Erh thé, der er så varieret og alsidig, som vin er det her i vesten, og med så mange poetiske navne…

Skovsøens spejlvand
for frøen en hel verden
at boltre sig i – 

Hav det godt derude,
kh Ulla

Reklamer

Read Full Post »

af Ulla Conrad

Dette er billedet af den min første kirsebærsblomst i år. Stedet: Københavns Botaniske Have, dato: 14. april 2011!

I løbet af april åbner alle slags kirsebær sig, hvide, lyserøde, pinke…  samtidig i år blomstrer slåen og  hvide mirabeller i et boost af farve, og samtidig allerede er æbletræerne igang… det er ikke set før. Normalt kommer den ene efter den anden, et langsomt forløb…

I Kyotoguiden, som jeg får tilsendt, er der kirsebærsblomster på alle sider: Kirsebærskager, kirsebærsdekoration på tøj, kirsebærsdukker, kirsebærs cafe latte, helt lyserød, … Der er nærbilleder af hængende kirsebær, af blomster og grene. Fotos af de mest oplagte steder at tage hen og nyde blomstringen, “flowerviewing”, “hanami”. Jeg husker det fra det sidste besøg, og bliver helt vemodig… En fælles fejring af naturen lige netop nu, lige her.

Heldigvis har vi i år både the-mesteren på besøg i denne tid, så vi kan få undervisning, vi har the-ceremonier til mennesker, der måske stifter bekendskab med théen og ceremonien for første gang, og vi mødes med thé-vennerne i flere omgange for at spise, se på træerne i fuld flor, og drikke grøn the, matcha. Det er godt vi har hinanden!

Det japanske thé-rum mørkt

den grønne thé er drukket

og gæsterne gået

kun kulbækkenets gløder lyser

og kedlens varme stråler –

den har gjort sit arbejde

den overflade ru og rustik 

varme strømmer ind i mig

stille at mærke efter

denne varmefyldte tomhed

mættet med værdsætten og venskab

følelsen af taknemmelighed

og forbundethed

jeg hviler sådant og ved ikke

hvor lang tid der er gået

til jeg vågner og begynder

at rydde op –

Read Full Post »

af Ulla Conrad

“Borgen” kaldte vi stedet, hvor der havde ligget en gård, omkring dens golde midte stod parken og skoven fuld af fantasi… Vi kiggede i øjnene på dens dådyr og fandt rådnende fugle og gøs – chekkede siloen, hvor jævnligt brændtes mærkelige ting… Tre hyldebuske blev vores anker, vores hemmelige sted, én til hver, og fra grenene i toppen talte vi sammen om alt.

Tredive år senere: Tre hyldebuske i en anden skov, i et andet land, med vintergækker til deres fødder, vækker minder… Jeg bliver siddende på hug, mærker jorden under fødderne, hører vinden i trætoppene foroven, mærker forårets energi, gemt i jorden endnu…

Senere, i samme skov, et andet sted, er de hvide anemoner kommet til live i skovbunden. Jeg sætter mig tilrette på jorden et sted, med ryggen lænet mod en træstamme, pakker madpakken ud, og spiser. Rundt omkring et brusende hav af hvide blomsterhoveder, der nikker i vinden…


GRANDIOS

ordet for dét der skal blive

GRANDIOS

er sindet der skal blive

er svævende toner af violin

er sang og klimpen af guitar

glidende over grønne bjerge

ud til en uendelig himmel

rækkende ud over skelnens horisont

toner af så stor en vision

at den kan bære en drøm –

GRANDIOS

er billeder af livets træ

og flyvende ugler i en hemmelig have

hvor det grønne heler og skaber

er flagrende gevandter på vandring

GRANDIOS

er åbenhed i sindet og renhed til at optage nyt

grandios

er øjeblikket så smukt

at det skal deles med dig –

/kh Ulla


Read Full Post »

Kulden har stadig fat i jorden, i landskabet, i os. Stadig er det vigtig at spise varmende mad, varmende thé… Og vi mødes til endnu en thésammenkomst, begyndende med en bid mad i køkkenet.

Mere og mere vokser lysten til at forstå opbygningen af et KAISEKI måltid, det japanske måltid i forbindelse med thé-ceremonien. Inspireret af zen-buddhistiske munke, der serverede enkel, men mættende vegetarisk mad, og brugte en varm sten på maven for at holde sulten bort under lange meditationsperioder, udviklede thé-mestrene denne “bryststen” (kaiseki). Maden skulle stille sulten, og ikke mere.

Bogen “KAISEKI: Zen Tastes in Japanese Cooking” af Kaichi Tsuji med et forord af Soshitsu Sen XV, viser eksempler på de 12 måneders kaiseki-måltider. Maden er anrettet kunstfærdig i dertil fra museer udlånte antike keramik- og lak-genstande, og dertil beskrevet i ord, inkl. opskrifter. Lader man billederne virke på sig, og læser forklaringerne bagefter, hvilke råvarer er brugt, går det op for en, hvilken kunst det er at kombinere alle dele til en perfekt smuk enkelhed. Her februar-måltidet:

1. ret – gohan, misoshiru, mukozuke – er egentlig en bakke med tre retter samtidig: en lille portion hvid ris (gohan) til venstre og miso-suppe (misoshiru) til højre (begge i sorte lakskåle med låg). Bagerst rå fisk blandet med lidt grønt (gul seto blomsterformet keramik). Retterne ligesom lyser op fra den mørke, mættede baggrund af lak og keramik… Til den sidste ret, mukozuke, serveres sake, af en jernkande, formet som en båd, og røde lak-skåle, flade som tallerkener.

2. ret – wanmori – er hovedretten, som alle andre retter afstemmes efter. Værten kommer med en skål klar suppe til hver, med indholdet anrettet i midten: stykker af hummerkød, belagt med en blanding af revet roe og æggehvide, som er dampet. Ved siden af to stykker grillet ål. Pyntet med nori-tang, skåret ud som en fyrretræsnål, og en lille dut wasabi (Skålen er igen sortbrun lak, og retten lyser op derfra). Dertil serveres sake igen.

3. ret – yakimono – er en grillet ret, serveret af værten i en fælles skål, man tager af. I dette tilfælde er det karpe grillet over kul, dyppet i en sauce af soya, eddike, og grillet igen. Resultatet er mørkebrunt og saftigt. (Serveret i en kobaltblå porcelænsskål, Ming dynasti)

4. ret – azubachi I – er en simret eller kogt grøntsagsret. En rodfrugt, ebi-imo, simret med bouillion, soyasauce og mirin. Vagtelkød er blevet hakket og blandet med miso, kogt i form af kødboller, simret, og pyntet med revet citronskal (Serveret i grønlig Takatori keramik med hank, Momoyama, inkl. grønne spisepinde).

5. ret – azubachi II – er en kølig salatagtig grøntsagsret. Her er det bladene fra komatsuna, en slags majroe, der er kogt. Også udo spirer, fra en slags ingefær, er kogt sammen med lidt ingefær. Dressing består af i morteren findelte sesamfrø, tilføjet lidt sennepspaste, dashi og soyasauce (Serveret i en porcelænsskål, hvid-rød-guld, Ming).

Hvis ønsket, serveres sake igen sammen med grøntsagsretterne, denne gang i en græskar-formet porcelænsflaske, og sake-kopper, hver forskellig keramik, på en sort lak-bakke. Man vælger den, der appelerer mest til én.

6. ret – hassun – er “lidt fra havet og lidt fra bjerget”. Her guldbrasen sammen med chisha stengler, en slags salat, dampet og anrettet i en fin bunke (Anrettet på en træbakke). Maden indgår i et sake ritual, hvor både vært og gæsterne spiser maden og drikker sake sammen. Ellers spiser værten nemlig for sig sig selv i køkkenet.

7. ret – konomono – er pickles af grøntsager. Her takuan, kinaradisse, og blade af suguki, en form for kål, hakket og blandet med soyasauce og sake. Dertil serveres en væske til at skylle lakskålene  med, som drikkes, ligesom i et zen-kloster, afledt af tanken, at intet må gå til spilde, og enhver efterlader skålene helt rene.

Efter disse retter serveres okashi, den formelle konfekt. Efter en pause i haven vender gæsterne tilbage i thé-huset, og først nu begynder det egentlige højdepunkt: Den japanske thé-ceremoni.

Sikke en opgave at tilberede. Men sikke et resultat, en kunst, en højere enhed!

kh Ulla

Read Full Post »

Året 2011 er begyndt, og dermed følger på “tigerens år” nu “kaninens år”, eller harens år. Kaninen er det fjerde dyr i rækken af de tolv dyr i dyrekredsen, og bliver betragtet som symbol for øst, forår, marts, træ, yin, familie og venner, kreativitet og medfølelse, langt liv, styrke hentet fra månen – og mennesker, der er varme, venlige, velformulerede, talentfulde og nemme at tale med. Mennesker, der er født i årene 1939, 1951, 1963, 1975, 1987 og 1999, er født som “kanin”. Et kaninens år skulle være “a placid year, a time to go somewhere quiet and lick our wounds” – et år fuld af mådehold. Mådehold – det er ikke lige dét, vores vestlige samfund prædiker, men netop derfor noget, det kunne have godt af…

Solveig Gervin-Andersen skriver i sin “Fest- og fødselsdagskalender”: “Kaninens mennesker er meget følsomme overfor stemninger og farlige situationer. De ved, hvornår de skal søge ly, og hvornår de skal løbe. Som de snu dyr, de er, ved kaninerne instinktivt, hvordan de skal sno ud af vanskelige situationer. Det kinesiske ordsprog: ´Kaninen har mange indgange til deres huler´beskriver disse dyrs noget udspekulerede livsindstilling. Kaniner er forsigtige mennesker, måske endda lidt frygtsomme. De påtager sig ingen opgaver, før de har overvejet alle aspekter derved. Som følge heraf beundrer folk dem og betror sig til dem.”

Kaninen (på japansk: usagi) dukker op mange steder nu – på vores nytårskort, som vi thé-glade mennesker sender hinanden. Som hovedmotiv i sammenkomster omkring japansk thé-ceremoni: På thé-skåle, på de små holdere til spisepindende ved bordets nytårsmåltid, som kager, medbragt fra Japan, og som hjemmelavede japanske kager (se billedet). At sammensætte et måltid sammen med efterfølgende thé-ceremoni og de involvede redskaber er en fantastisk måde at fejre det nye år på…

Forneden min egen tegning af kaninen.

Må 2011 bringe jer frem på hver jeres vej,
kærlige hilsner fra Ulla

Read Full Post »

Alt ligger under sne – en usædvanlig tidlig og vedholdende vinter.

Midt i december holdt jeg en lille japansk thé-ceremoni herhjemme – hvor jeg for måske en af de sidste gange i år brugte “tiger-thé-skålen”, en vinterskål med mørkerød glasur og tegningen af et tigerhoved på forsiden, lavet af Jørgen Lund efter en af mine tegninger her i starten af året – tigerens år. Som den stod i forberedelsesrummet, dannede den sammen med en spildevandsbeholder (kensui) af bronce og en thé-beholder (natsume) af ubehandlet træ en række mørkebrune glødende “perler på en snor”. Ligesom de hang samnen, så hænger vi mennesker sammen gennem vores gensidig inspiration og relationer. Vores fælles engagement, vores fælles oplevelser med théen gik i gennem hovedet på mig en gang til…

Lidt senere, den 21. december, var der fuldmåne, og i løbet af et døgn så jeg månen i på tre forskellige tidspunkter, forskellige, men lige indtryk-gørende og smukke: Om eftermiddagen gik den stor og orange op over havet, foran en allerede mørkeblå himmel, med en spejl-søjle af orange lys nede i vandet, og mindede mig om Griegs malerier. Anden gang var den nået op på himlen omkring klokken 23, hvor den hvid og strålende stod og lyste sne-landskabe op under sig. Tredje gang var næste morgen – hvor den ved 9-tiden befandt sig på himlen i vest, sammen med solen i øst i det friske klare morgenlys. Tre gange samme motiv, men helt anderledes lys og farvesammensætning. De tre runde måne-skiver fik mig til at erindre thé-ceremonien med de tre runde thé-redskaber…

Denne morgen, den 22., var samtidig vintersolhverv – den korteste dag, den længste nat. Herefter går det lysere tider imøde.

“Prepare the earth in yourself
so some seeds can be sown…”

Most of us lead a life
where this can´t happen
where the room for this doesn´t occur
where space like that is not made –

but say we give it a chance
and commit to that alone –
what COULD happen… ”

For mig can den japanske thé-cermemoni VÆRE et sådant rum, et slags tomt fredfyldt sted, hvor DÈT måske kan ske. Hvor alt falder på plads, i forløbet af bevægelserne, i rytmen af ånden-ind og ånden-ud, hver enkel bevægelse trukket ud, adskilt af små evigheder. I hver evighed kan vi opleve NUET – og i hver nu: EVIGHEDEN.

kh og godt nyt år 2011,
Ulla

Read Full Post »

Her i slutningen af november er der ikke kun rimfrost som på billedet, men også et tykt snedække over sjælland…

Måske tiden til at lave en god thé, finde et tæppe frem, og sætte sig tilrette med en god bog. Dertil har jeg en anbefaling, som jeg i længere tid har ville komme med: ”Genji monogatari”.

”The Tale of Genji” bliver omtalt som den måske første roman i verden, skrevet i Japan omkring år 1000 af en kvinde ved hoffet, den såkaldte ”Murasaki Shikibu” – hendes navn stammer dog fra den kvindelige hovedrolle Murasaki, og man ved ikke meget om forfatteren selv.

De 54 kapitler strækker sig gennem prince Genjis opvækst ved hoffet, hans liv og død. Genji er søn af den japanske kejser og en mindre konkubine Kiritsubo, der dør ikke længe efter fødslen. Genji kommer til hoffet, men kan ikke adles ligesom hans halvbror  kronprinsen. Dog er hans karisma så stor, at alle indtages af ham: Han er lysende, attraktiv, smilende, “the shining Genji”. Han lever et godt liv med en god uddannelse og høje stillinger ved hoffet, men fordriver hellere tiden med de forfinede kunstarter som koto-spil, læsning og skrivning af poesi, kalligrafi, og fremstilling af røgelse. Man drikker også thé, men det er ikke endnu den piskede grøn thé, men den af tang-perioden inspirerede pressede kogte thé. Genji deltager i de mange årlige fester med passende dragter og danse, hvor han hver gang stråler over alle andre. Kvinderne fascineres af ham, og ikke mindst fascineres han af kvinder, specielt de lidt tilbagetrukne og mystiske, som er svære at opnå… hans natlige udflugter til de forskellige kvinder beskrives smukt og poetisk, og hver kvinde tildeles omkring et kapitel, der er opkaldt efter hende: The Paulownia Court – The Broom Tree – Lavender – The Saffron Flower osv. Hans ynglingskone bliver er og bliver dog Murasaki…

Et par aspekter omkring Heian-tiden omkring år 1000 skal måske påpeges: I den japanske hof var det almindeligt for en adelig at have flere koner og elskerinder, og Genji behandler dem – selv for den tid – meget nobelt ved at samle dem omkring sig, forsørge dem og bygge et hus til dem alle. For det andet skal der måske forklares, at han er ikke en “helt” efter vores vestlige standard, men østens raffineret uddannet mandlig ideal fra Heian-tiden, der behersker alle de kunstarter som han gør. Der er det, der gør ham interessant som hovedperson.

Så er der forholdene omkring religion: Japans oprindelige religion er Shinto, “gudernes vej”, efter hvilken alle dele af naturen er guddommelige, og idealet nummer ét er renhed. I det 6. årh. kommer confucianismen til, med love og regler og far-søn loyalitet, og taoismen med yin-yang tankegangen, som er relativt tæt på Shinto. Men i det 10. årh. kommer en næsten modsatrettet filosofi: buddhismen med sekterne Shingon og Tendai: Den stræber efter oplysning, og anser naturens skønhed og verdslige fornøjelser som forgængelige og en illusion. Så menneskerne ved hoffet kan have været trukket frem og tilbage mellem disse to forskellige måder at fortolke verden på…

Det afspejer sig måske tydligst i poesien, i de alt 800 ”waka”-digte. En waka er et digt med fem linier, opdelt i hhv. 5-7-5-7-7 stavelser. I oversættelsen bliver de dog vist sammentrukket i kun to linier. Stemningen i digtene kan bedst beskrives som “aware”, den lidt vemodige og længselsfulde tilstand ved beskuen af noget smukt, som man ved, ikke varer evigt… som man gerne vil nyde – og alligevel vil løse sig fra… Jeg skrev om aware i sidste måneds “oktobertanker”… et eksempel fra Genjis eksil ved Awaji:

“Awaji: In your name is all my sadness
And clear you stand in the light of the moon tonight”

Fortællingen fortsætter efter Genjis død. Efter et par kapitler med mindre interesssante historier kommer der gang i forløbet igen, med de næste to generationer efter ham, og to nye mandlige hovedpersoner, Yugiri og Niou.

Det lyder som om oversættelsen af Seidenstecker til engelsk er den bedste.

På Youtube ligger der en tegnefilm, baseret på historien, der kan ses som inspiration: den omhandler måske 10% af historien og meget skrabet, men man kan få en ide.:
http://www.youtube.com/watch?v=CYwJaO88mm4&feature=related

Men måske er det bedst at LÆSE, og danne sine egne billeder?
kh Ulla

Read Full Post »

« Newer Posts - Older Posts »