Feeds:
Posts
Comments

Archive for the ‘Ullas årstidstanker’ Category

Kulden har stadig fat i jorden, i landskabet, i os. Stadig er det vigtig at spise varmende mad, varmende thé… Og vi mødes til endnu en thésammenkomst, begyndende med en bid mad i køkkenet.

Mere og mere vokser lysten til at forstå opbygningen af et KAISEKI måltid, det japanske måltid i forbindelse med thé-ceremonien. Inspireret af zen-buddhistiske munke, der serverede enkel, men mættende vegetarisk mad, og brugte en varm sten på maven for at holde sulten bort under lange meditationsperioder, udviklede thé-mestrene denne “bryststen” (kaiseki). Maden skulle stille sulten, og ikke mere.

Bogen “KAISEKI: Zen Tastes in Japanese Cooking” af Kaichi Tsuji med et forord af Soshitsu Sen XV, viser eksempler på de 12 måneders kaiseki-måltider. Maden er anrettet kunstfærdig i dertil fra museer udlånte antike keramik- og lak-genstande, og dertil beskrevet i ord, inkl. opskrifter. Lader man billederne virke på sig, og læser forklaringerne bagefter, hvilke råvarer er brugt, går det op for en, hvilken kunst det er at kombinere alle dele til en perfekt smuk enkelhed. Her februar-måltidet:

1. ret – gohan, misoshiru, mukozuke – er egentlig en bakke med tre retter samtidig: en lille portion hvid ris (gohan) til venstre og miso-suppe (misoshiru) til højre (begge i sorte lakskåle med låg). Bagerst rå fisk blandet med lidt grønt (gul seto blomsterformet keramik). Retterne ligesom lyser op fra den mørke, mættede baggrund af lak og keramik… Til den sidste ret, mukozuke, serveres sake, af en jernkande, formet som en båd, og røde lak-skåle, flade som tallerkener.

2. ret – wanmori – er hovedretten, som alle andre retter afstemmes efter. Værten kommer med en skål klar suppe til hver, med indholdet anrettet i midten: stykker af hummerkød, belagt med en blanding af revet roe og æggehvide, som er dampet. Ved siden af to stykker grillet ål. Pyntet med nori-tang, skåret ud som en fyrretræsnål, og en lille dut wasabi (Skålen er igen sortbrun lak, og retten lyser op derfra). Dertil serveres sake igen.

3. ret – yakimono – er en grillet ret, serveret af værten i en fælles skål, man tager af. I dette tilfælde er det karpe grillet over kul, dyppet i en sauce af soya, eddike, og grillet igen. Resultatet er mørkebrunt og saftigt. (Serveret i en kobaltblå porcelænsskål, Ming dynasti)

4. ret – azubachi I – er en simret eller kogt grøntsagsret. En rodfrugt, ebi-imo, simret med bouillion, soyasauce og mirin. Vagtelkød er blevet hakket og blandet med miso, kogt i form af kødboller, simret, og pyntet med revet citronskal (Serveret i grønlig Takatori keramik med hank, Momoyama, inkl. grønne spisepinde).

5. ret – azubachi II – er en kølig salatagtig grøntsagsret. Her er det bladene fra komatsuna, en slags majroe, der er kogt. Også udo spirer, fra en slags ingefær, er kogt sammen med lidt ingefær. Dressing består af i morteren findelte sesamfrø, tilføjet lidt sennepspaste, dashi og soyasauce (Serveret i en porcelænsskål, hvid-rød-guld, Ming).

Hvis ønsket, serveres sake igen sammen med grøntsagsretterne, denne gang i en græskar-formet porcelænsflaske, og sake-kopper, hver forskellig keramik, på en sort lak-bakke. Man vælger den, der appelerer mest til én.

6. ret – hassun – er “lidt fra havet og lidt fra bjerget”. Her guldbrasen sammen med chisha stengler, en slags salat, dampet og anrettet i en fin bunke (Anrettet på en træbakke). Maden indgår i et sake ritual, hvor både vært og gæsterne spiser maden og drikker sake sammen. Ellers spiser værten nemlig for sig sig selv i køkkenet.

7. ret – konomono – er pickles af grøntsager. Her takuan, kinaradisse, og blade af suguki, en form for kål, hakket og blandet med soyasauce og sake. Dertil serveres en væske til at skylle lakskålene  med, som drikkes, ligesom i et zen-kloster, afledt af tanken, at intet må gå til spilde, og enhver efterlader skålene helt rene.

Efter disse retter serveres okashi, den formelle konfekt. Efter en pause i haven vender gæsterne tilbage i thé-huset, og først nu begynder det egentlige højdepunkt: Den japanske thé-ceremoni.

Sikke en opgave at tilberede. Men sikke et resultat, en kunst, en højere enhed!

kh Ulla

Read Full Post »

Året 2011 er begyndt, og dermed følger på “tigerens år” nu “kaninens år”, eller harens år. Kaninen er det fjerde dyr i rækken af de tolv dyr i dyrekredsen, og bliver betragtet som symbol for øst, forår, marts, træ, yin, familie og venner, kreativitet og medfølelse, langt liv, styrke hentet fra månen – og mennesker, der er varme, venlige, velformulerede, talentfulde og nemme at tale med. Mennesker, der er født i årene 1939, 1951, 1963, 1975, 1987 og 1999, er født som “kanin”. Et kaninens år skulle være “a placid year, a time to go somewhere quiet and lick our wounds” – et år fuld af mådehold. Mådehold – det er ikke lige dét, vores vestlige samfund prædiker, men netop derfor noget, det kunne have godt af…

Solveig Gervin-Andersen skriver i sin “Fest- og fødselsdagskalender”: “Kaninens mennesker er meget følsomme overfor stemninger og farlige situationer. De ved, hvornår de skal søge ly, og hvornår de skal løbe. Som de snu dyr, de er, ved kaninerne instinktivt, hvordan de skal sno ud af vanskelige situationer. Det kinesiske ordsprog: ´Kaninen har mange indgange til deres huler´beskriver disse dyrs noget udspekulerede livsindstilling. Kaniner er forsigtige mennesker, måske endda lidt frygtsomme. De påtager sig ingen opgaver, før de har overvejet alle aspekter derved. Som følge heraf beundrer folk dem og betror sig til dem.”

Kaninen (på japansk: usagi) dukker op mange steder nu – på vores nytårskort, som vi thé-glade mennesker sender hinanden. Som hovedmotiv i sammenkomster omkring japansk thé-ceremoni: På thé-skåle, på de små holdere til spisepindende ved bordets nytårsmåltid, som kager, medbragt fra Japan, og som hjemmelavede japanske kager (se billedet). At sammensætte et måltid sammen med efterfølgende thé-ceremoni og de involvede redskaber er en fantastisk måde at fejre det nye år på…

Forneden min egen tegning af kaninen.

Må 2011 bringe jer frem på hver jeres vej,
kærlige hilsner fra Ulla

Read Full Post »

Alt ligger under sne – en usædvanlig tidlig og vedholdende vinter.

Midt i december holdt jeg en lille japansk thé-ceremoni herhjemme – hvor jeg for måske en af de sidste gange i år brugte “tiger-thé-skålen”, en vinterskål med mørkerød glasur og tegningen af et tigerhoved på forsiden, lavet af Jørgen Lund efter en af mine tegninger her i starten af året – tigerens år. Som den stod i forberedelsesrummet, dannede den sammen med en spildevandsbeholder (kensui) af bronce og en thé-beholder (natsume) af ubehandlet træ en række mørkebrune glødende “perler på en snor”. Ligesom de hang samnen, så hænger vi mennesker sammen gennem vores gensidig inspiration og relationer. Vores fælles engagement, vores fælles oplevelser med théen gik i gennem hovedet på mig en gang til…

Lidt senere, den 21. december, var der fuldmåne, og i løbet af et døgn så jeg månen i på tre forskellige tidspunkter, forskellige, men lige indtryk-gørende og smukke: Om eftermiddagen gik den stor og orange op over havet, foran en allerede mørkeblå himmel, med en spejl-søjle af orange lys nede i vandet, og mindede mig om Griegs malerier. Anden gang var den nået op på himlen omkring klokken 23, hvor den hvid og strålende stod og lyste sne-landskabe op under sig. Tredje gang var næste morgen – hvor den ved 9-tiden befandt sig på himlen i vest, sammen med solen i øst i det friske klare morgenlys. Tre gange samme motiv, men helt anderledes lys og farvesammensætning. De tre runde måne-skiver fik mig til at erindre thé-ceremonien med de tre runde thé-redskaber…

Denne morgen, den 22., var samtidig vintersolhverv – den korteste dag, den længste nat. Herefter går det lysere tider imøde.

“Prepare the earth in yourself
so some seeds can be sown…”

Most of us lead a life
where this can´t happen
where the room for this doesn´t occur
where space like that is not made –

but say we give it a chance
and commit to that alone –
what COULD happen… ”

For mig can den japanske thé-cermemoni VÆRE et sådant rum, et slags tomt fredfyldt sted, hvor DÈT måske kan ske. Hvor alt falder på plads, i forløbet af bevægelserne, i rytmen af ånden-ind og ånden-ud, hver enkel bevægelse trukket ud, adskilt af små evigheder. I hver evighed kan vi opleve NUET – og i hver nu: EVIGHEDEN.

kh og godt nyt år 2011,
Ulla

Read Full Post »

Her i slutningen af november er der ikke kun rimfrost som på billedet, men også et tykt snedække over sjælland…

Måske tiden til at lave en god thé, finde et tæppe frem, og sætte sig tilrette med en god bog. Dertil har jeg en anbefaling, som jeg i længere tid har ville komme med: ”Genji monogatari”.

”The Tale of Genji” bliver omtalt som den måske første roman i verden, skrevet i Japan omkring år 1000 af en kvinde ved hoffet, den såkaldte ”Murasaki Shikibu” – hendes navn stammer dog fra den kvindelige hovedrolle Murasaki, og man ved ikke meget om forfatteren selv.

De 54 kapitler strækker sig gennem prince Genjis opvækst ved hoffet, hans liv og død. Genji er søn af den japanske kejser og en mindre konkubine Kiritsubo, der dør ikke længe efter fødslen. Genji kommer til hoffet, men kan ikke adles ligesom hans halvbror  kronprinsen. Dog er hans karisma så stor, at alle indtages af ham: Han er lysende, attraktiv, smilende, “the shining Genji”. Han lever et godt liv med en god uddannelse og høje stillinger ved hoffet, men fordriver hellere tiden med de forfinede kunstarter som koto-spil, læsning og skrivning af poesi, kalligrafi, og fremstilling af røgelse. Man drikker også thé, men det er ikke endnu den piskede grøn thé, men den af tang-perioden inspirerede pressede kogte thé. Genji deltager i de mange årlige fester med passende dragter og danse, hvor han hver gang stråler over alle andre. Kvinderne fascineres af ham, og ikke mindst fascineres han af kvinder, specielt de lidt tilbagetrukne og mystiske, som er svære at opnå… hans natlige udflugter til de forskellige kvinder beskrives smukt og poetisk, og hver kvinde tildeles omkring et kapitel, der er opkaldt efter hende: The Paulownia Court – The Broom Tree – Lavender – The Saffron Flower osv. Hans ynglingskone bliver er og bliver dog Murasaki…

Et par aspekter omkring Heian-tiden omkring år 1000 skal måske påpeges: I den japanske hof var det almindeligt for en adelig at have flere koner og elskerinder, og Genji behandler dem – selv for den tid – meget nobelt ved at samle dem omkring sig, forsørge dem og bygge et hus til dem alle. For det andet skal der måske forklares, at han er ikke en “helt” efter vores vestlige standard, men østens raffineret uddannet mandlig ideal fra Heian-tiden, der behersker alle de kunstarter som han gør. Der er det, der gør ham interessant som hovedperson.

Så er der forholdene omkring religion: Japans oprindelige religion er Shinto, “gudernes vej”, efter hvilken alle dele af naturen er guddommelige, og idealet nummer ét er renhed. I det 6. årh. kommer confucianismen til, med love og regler og far-søn loyalitet, og taoismen med yin-yang tankegangen, som er relativt tæt på Shinto. Men i det 10. årh. kommer en næsten modsatrettet filosofi: buddhismen med sekterne Shingon og Tendai: Den stræber efter oplysning, og anser naturens skønhed og verdslige fornøjelser som forgængelige og en illusion. Så menneskerne ved hoffet kan have været trukket frem og tilbage mellem disse to forskellige måder at fortolke verden på…

Det afspejer sig måske tydligst i poesien, i de alt 800 ”waka”-digte. En waka er et digt med fem linier, opdelt i hhv. 5-7-5-7-7 stavelser. I oversættelsen bliver de dog vist sammentrukket i kun to linier. Stemningen i digtene kan bedst beskrives som “aware”, den lidt vemodige og længselsfulde tilstand ved beskuen af noget smukt, som man ved, ikke varer evigt… som man gerne vil nyde – og alligevel vil løse sig fra… Jeg skrev om aware i sidste måneds “oktobertanker”… et eksempel fra Genjis eksil ved Awaji:

“Awaji: In your name is all my sadness
And clear you stand in the light of the moon tonight”

Fortællingen fortsætter efter Genjis død. Efter et par kapitler med mindre interesssante historier kommer der gang i forløbet igen, med de næste to generationer efter ham, og to nye mandlige hovedpersoner, Yugiri og Niou.

Det lyder som om oversættelsen af Seidenstecker til engelsk er den bedste.

På Youtube ligger der en tegnefilm, baseret på historien, der kan ses som inspiration: den omhandler måske 10% af historien og meget skrabet, men man kan få en ide.:
http://www.youtube.com/watch?v=CYwJaO88mm4&feature=related

Men måske er det bedst at LÆSE, og danne sine egne billeder?
kh Ulla

Read Full Post »

Sidste år i oktober fandt jeg et japansk ahorntræ på Nivå kirkegård: Det stod helt rødt, og helt alene, omgivet af enddnu grønne træer, og dryssede syvtakkede blade på det grønne græs. Der besluttede jeg at gøre det til et årligt tilbagevendende begivenhed at besøge træet hvert år, og nyde dette syn. Så jeg opsøgte det igen i år, med kamera, denne gang, og nåede lige det sidste lave eftermiddagssolskin på bladene… Et sekund efter billedet var taget, var lyset væk… Træet hedder ”momiji” på japansk, og har givet navn til hele fænomenet med at fejre efterårsfarverne…

På en anden gåtur samlede jeg ind til vasen i mit ”tokonoma” – en gren med helt røde blade, en med gule, en rød ukendt blomst, en hvid røllike og en fennikeltop-lignende grøn vifte. De står nu under kalligrafien ”wa-kei-sei-yaku”, harmoni – respekt – renhed – ro, og genspejler ”momiji” udenfor…

Her på oktoberfuldmånenatten skulle laves en japansk thé-ceremoni. Da jeg forberedte den, var der et gennemgående skydække på himlen, men – da jeg sad på gulvet, slukkede for det elektriske lys, var det som om det lyste op udefra – månen var kommet frem! Alene oplyst af dén og to stearinlys blev der så lavet thé, i næsten-mørke og stilhed.

Den her fornemmelse at mærke naturen og det smukke på, har faktisk et navn i Japan: ”aware”. Man leder efter de rigtige ord til at udtrykke det fantastisk smukke og poetiske, der rører ens hjerte. En vag og udefineret sørgmodighed, en higen eller længsel efter noget man ikke rigtig ved hvad er. En forståelse for, at alt i naturen er forgængelig, inklusive menneskerne selv. Man ser det smukke, men ved, at det ikke kan vare ved, ved, at det drifter forbi…  Udtrykket ”mono no aware”  skulle svare til udtrykket ”the pity of things” – eller ”lacrimae rerum” på latin…

Den sensibilitet var meget populær i Japan i Heian-tiden (ca år 700-1100), den verden, som roman-figuren prins Genji bevægede sig rundt i. I vesten er der måske ikke mange, der ville forstå, hvorfor figuren kunne holde hovedrollen igennem halvdelen af de 54 kapitler, og blev et forbillede for en hel kultur i så lang tid – han havde ikke bedrevet de store heltegerninger efter VESTLIG målestok. Han lever et tilbagetrukket liv ved hoffet, i stor overdådighed og luksus. MEN – ved hoffet i Japan var det helt andre dyder at leve op til: kendskab til de kinesiske klassiker fra litteraturen, talent til at spille på kinesiske og japanske instrumenter som koto, biwa og bambus fløjte, at kunne være med i konversation omkring maleri, kalligrafi, og årstidernes blomster og højdepunkter, og talent til at digte videre på klassiske digte, og opfinde sine egne. Og dette var Genji mester i. ”The Tale of Genji” er den måske første roman i verden. Den er fyldt med poesi og de smukkeste skrevne billeder. Læs den, og dyk ned i en verden, du ikke vil forlade igen…

Med efterårs-aware-tanker
under det røde ahorntræ,
kærlig hilsen fra Ulla

Read Full Post »

September – i Japan betragtes denne måned som den sidste måned, hvor månen er synlig bagved træer MED løv – i oktober vil de være fallet af. Det fejrer man i Japan, og månen er derfor et af de vigtigste motiver i thé-verden  i september. Og i månen er ”kaninen i månen”: en gammel forstilling i østen, der nu endda har sin egen side på http://en.wikipedia.org: Kineserne ser på de grå skygger/kratere på månen med den legende i baghovedet, at de forstiller en kanin, der findeler urter i en morter for at fremstille medicin, intet mindre end ”livets eleksir”. Ifølge hjememsiden ser japanerne i stedet for en kanin, der støder rismel og vand til den søde spise, mochi…

I thé-verdenen holder man meget af at benytte sig af  motiver fra den aktuelle årstid og endda måned (saijiki), typisk blomster-, insekt- og fugle-motiver, og scener og temaer fra klassisk litteratur, poesi og teater. For at kunne værdsætte de mange detaljer i en thé-ceremoni, er det en fordel at kende til disse områder.

Her bare nogle få eksempler:
– Januar/nytår: Fyrretræ, tranen, årets dyrkreds
– Februar: blomme (ume),  japansk løvsanger (uguisu)
– Marts: fersken, sommerfugle, pigernes dag 3/3
– April: kirsebærsblomster (sakura), risplantning
– Maj: iris, japansk gøg (hototogisu), karpe i vandfald, drengenes dag 5/5
– Juni: grøn ahorn, grønne blade og marker, fisk (ayu), skarven, fiskeren
– Juli: siv, hejren, ildfluer (hotaru), tanabata, digte-skrivning
– August: Lotus, guldsmede (tombo), buddh. motiver, obon, Daimonji bål
– September: zebra græs (susuki), pampasgræs, de syv efterårs-græsarter, kaninen, månen, fårekyllinger
– Oktober: flyvende gæs, krysantemum, kastanie, svampe, hvid ræv fra Inari shrine
– November: røde blade (momiji), hirse, vagtel
– December: sne i landsbyen, røg fra skorstenen, mandarinænder, sporven, mochi

Et par fotos fra et japansk thé-supermarkeds katalog viser motiver for september: En kanin med røde øjne (som røgelsesbeholder, kogo) – to små kaniner som håndtag på en hvid porcelænsvase – røde ahornblade (på en thé-skål) – frøstande fra evt. ris og pampasgræs, svejende i vinden foran fuldmånen (på en sort thé-beholder af lak natsume, med en græshopper på indersiden af låget… – en gråspurv siddende i det gyldne græs med frøstande (på en thé-skål) – flere gråspurve siddende i ris-bundterne (på en sort natsume) – orange khaki-frugter blandt grene og orangefarvede blade – og flere natsume (thé-beholdere): rød ahorn på ydersiden, og en tre-etagers pagode på indersiden af låget, som om den først kommer frem efter en gang i efterårsskoven… en anden natsume med blomster på ydersiden, og på indersiden – tre små guldsmede. Så kan jeg ikke blive mere rørt. Og tænk så at sidde med et af de her genstande i et hyggeligt thé-hus, omgivet af venner, med duften af théen i næsen, og summen fra kedlen i baggrunden…

Omkring den 23. september er der igen jævndøgn – 12 timers dag, 12 timers nat – og så svinger kurven den anden vej, kortere dage, længere nætter.

Et smukt efterår til jer,
kh Ulla

Links:
http://wiki.chado.no/Saijiki
http://www.kyoto-zuiun.com

Read Full Post »

Hvorfor lige thé-ceremonien, er der en del, der spørger mig, når jeg prøver at forklare min vej, jeg har indslået, cha-do, théens vej. Og mit svar må nogenlunde være:

FORDI den kvalitet, jeg finder deri, finder jeg intet andet sted i Danmark, i ingen anden aktivitet eller måde at være sammen med mennesker på.

Kvaliteter som disse: At mødes omkring noget andet en én selv, med ens identitet og ego – og dette andet: stilhed, meditation, æstetik, harmoni, respekt, renhed og ro (wai – kei – sei – jaku). At opleve en ceremoni sammen med andre, helligt næsten, men uden religion, kun ”det grønne”, naturen. En ceremoni, man kommer renset og fornyet ud af. At blive tilstede for det, man har brug for, hvor LIDT man har brug for – at det er vigtigt at passe på sig selv og andre og miljøet omkring, naturen, jordkloden.
At leve simpelt, fordi tilstedeværen er i centrum, det at give, det at dele med andre, og den medfølgende taknemmelighed. At observere dét, der er lige nu og her, at åbne for muligheden at kunne blive ét med universet.

Udover de østlige mange vise er der dog et par, der virker til at have oplevet øjeblikke, dualiteten forsvinder:

Citat fra Henry David Thoreau´s ”Walden – Life in the Woods”:

“Hvis menneskerne bare ville observere virkeligheden, og ikke tillade dem at blive narret, ville livet, for at sammenligne med noget vi kender til, være som et eventyr eller “1001 nat” underholdning. Hvis vi bare anerkendte dét der var, og har en ret til at være, ville musik og poesi strømme igennem gaderne overalt.
(Fra engelsk: “If men would steadily observe reality only, and not allow themselves to be deluded, life, to compare it with such things as we know, would be like a faity tale and the Arabian Nights´Entertainments. If we respected only what is inevitable and has right to be, music and poetry would resound along the streets.”)

Eller den tyske digter Rainer Maria Rilke, “Elegie 2”:

“Han mindede timerne i en anden sydlig have (Capri), da et fald af en fugl udenfor og i hans indre  var overensstemmende, ved at den ligesom ikke blev brudt ved grænsen til hans krop, men begge rum faldt sammen til ét, i hvilket, hemmelighedsfuldt beskyttet, kun forblev et ren, dyb bevidsthed.“
(Fra tysk: “Er gedachte der Stunden in jenem anderen südlichen Garten (Capri), da ein Vogelruf draußen und in seinem Inneren übereinstimmend da war, indem er sich gewissermaßen an der Grenze des Körpers nicht brach, beides zu einem ununterbrochenen Raum zusammennahm, in welchem, geheimnisvoll geschützt, nur eine einzige Stelle reinsten, tiefsten Bewußtseins blieb.“)

Eller, tilbage til théen, fra http://www.teeweg.de/blog: til spørgsmålet, hvorfor forfatteren dyrkede cha-do: “Det er fascinerende at opleve alt det smukke og æstetiske i thé-rummet. Det er en vidunderlig erfaring af en fælles gøremål, hverdagsagtige gøremål som “at hente vand, at tænde ild, at piske thé og dele det med andre mennesker” og at blive ET med alle ting. Samadhi i théen ved helt almindelige gøremål!”
(Fra tysk: “Es ist faszinierend, all die Schönheit und Ästhetik im Teraum zu erleben, Es ist eine wundervolle Erfahrung eines gemeinsamen Tuns, eines ganz alltäglichen Tuns wie “Wasser holen, Feuer anzünden, Tee schlagen und mit Anderen teilen” und des EINS werdens mit allen Dingen. Samadhi im Tee bei ganz alltäglichen Verrichtungen!”)

kh Ulla

Read Full Post »

Den sidste julidag. Sommeren har været varm som aldrig før, om det drejer sig om global opvarmning eller bare er et at de mange variabler i klimet, er ikke til at sige. Blomster som snerler er gemt i det høje græs, der er ved at blive gult, og i et kastanietræ så jeg idag det første gule blad, midt i det grønne…

Holder man en japanske thé-ceremoni i disse dage, prøver man med forskellige midler at mildne varmen. En måde er kølige “sweets”, f.x.lavet kuzu, en stivelsesform, der bliver transparent og gele-agtig, når den bliver kogt op med vand og sukker. En af dem hedder “Kuzu shibori”.

Her opskriften:

60 g kuzu
290 ml vand
120 g sukker
130 g rød bønnemasse (kogte adzukibønner, grovt pureret med ca lige så meget sukker sukker)

Rør kuzu ud i vandet. Rør sukker ind. Varm i en gryde på lav/middel varme, indtil det bliver transparent og gele-agtig, rør næsten konstant med en træske. Når halvdelen er transparent, tilføj bønnemassen. Rør indtil alt er transparent. Tag spiseske-fulde af bladingen på stykker af film, saml til små poser og luk foroven med en snor. Læg i skåle med isvand for at køle ned.

(Frit oversat fra http://www.midorikai.org/glenn_kuzu_shibori.html)

___

Thé er meget poetisk, derfor også et juli-digt, skrvet forleden:

Watching the clouds

suddenly feeling connection

with the earth and atmosphere

every water atom

part of the big picture

breathing in me, in here

AND out there

nice and quiet

in and out

clouds

you are great

I thank you –

___

kh Ulla

Read Full Post »

Juni er nok den mest sommeragtige måned – først gav det en del regn i år, lige nu er vi heldig med masser af varme.

I thehaven blomster små lyserøde azalier, der står i frisk kontrast til alt det grønne. Kagerne den japanske thé-ceremoni må gerne være friske og kølige, derfor fremstiller mange dem i Japan af den stivelsesholdige rod “kuzu”. Pulveriseret og tørret, kan den blandes op med vand, hvorved den bliver transparent og gele-agtig, og stivner når kølet i isvand. Den kan fyldes med lyserød eller grøn bønnepaste og derved få navne som “Mizubotan”, waterpeony…

Sidste måneds årstidstanker omkring det meditative i at GÅ ude i naturen, gav mig lyst til at sammenligne denne “vandre-vej” med théens vej, cha-do, og finde en beskrivelse frem, der definerer den. Her fra side ét i “Chado. Der Teeweg”, Horst Hammitzsch, 1958 (min oversættelse fra tysk):

“Begrebet VEJ står i centrum af både den kulturelle og åndelige skaben i Japan. Det er retningssnoren for al de mangeartede kunstarter i dette ø-rige land, til hvilke man også tæller traditionen for ceremoniel thé-drikningen. VEJEN er traditionen for en kunstart. Uden VEJ findes der for ingen fremskridt for den, der udøver en kunstarts.

Japan har mange VEJE. Og til dem hører også THÈ-VEJEN, chado eller sado, som vi vil vende os mod her. Allerede i gamle tider krævede opdragelse og dannelse, at man uddannede sig på en af de mange VEJE, at praktisere en sådan én, at blive en “vejens mand”, michi no hito. Var VEJEN i starten ikke andet en en kunstfærdighed, som man som ivrigt studerende under en mester kunne tilegne sig, så ændrede dette sig i middelalderen, og et betydeligt skift indtrådte. Nu søger man i VEJEN ikke kun bestemte færdigheder, man finder nu også det almengylldige, sandheder, en lære deri, som kan give den ikke-professionelle, læg-manden, noget. VEJEN bliver til et uddannelsesmiddel for mennesket i sig selv. Fordi VEJEN bliver en tradition, gennemløber mange generationer og bliver videregivet til nye generationer, indeholder den en række enkelt-erfaringer, som kommer af det praktiske, og som derfor er af betydning for den fremtidige praktiseren af den vedkommendes VEJ.Tradition i den japanske forståelse er ikke at videregive noget afsluttet, fuldendt, som mesteren har skabt. At “tradere” betyder at videregive mesteren i hans helhed, at “efterleve” denne helhed. Ikke alene det modnede af en VEJ bliver traderet, også det ikke-modne, det endnu-voksende er inkluderet i traditionen. Netop dette er så vigtig for en VEJs udvikling, fordi det hører til en VEJs helhed, til hvilken en elev kun kan finde frem til, når han lærer de trin at kende, som fører op til denne helhed.(…)

En elev på en VEJ må i starten holde sig strengt til traditionen, med andre ord altså til den fra generation til generation overleverede VEJs fortættede erfaring, som viser sig i form af det konkrete forbillede eller den mundtlige overlevering. Han har ingen frihed. Den personlige frihed i det kreative skaben bliver afvist, da den ikke er den virkelige frihed, som man tilstræber. Først når eleven har overvundet sin vilkårlighed, har skolet sit selv, altså har efterlevet det overleverede i sin helhed, først der kan han erkende, hvad der har evighedsværdi i den enkelte VEJ. Først der er han modnet og kan begynde at skabe sine egne ting, som på dettet tidspunkt kommer fra ham helt af sig selv. (…)

Hver af de japanske VEJE forsøger at trænge ind til det eviges væsen, at opleve al-enhed. Det lykked dog kun, når den, der stræber efter dette, på sin VEJ opgiver selvet, oplever selv-løshed, muga, og tomheden, ku. Det er stilheden, der er så dyb, at den klinger, og hvis klingen pludselig lader den lyttende opleve al-enheden, når han er moden dertil. Og sådan en stilhed behersker også THÈ_VEJEN, der i sidste ende ingenting indeholder end vejen til ens selv. Den der på venne vej når til modenhed, som gennem selvdisciplin opnår handværkelig kunnen, han oplever i det lille, tomme thé-rum den sande frihed, som er større end den personlige vilkårlighed. Han oplever den frihed af et menneske, der har løsrevet sig fra alle ting, som har det allermindste med jeget, egoet, at gøre.

Når den japanske thé-ceremoni stadig har en vigtig plads i dagens Japan, er det vel, fordi at også i Japan idag mennesket laver i en tid, som på mange områder har mistet sin “midte”, hvis mennesker dog bærer ønsket om “stilhed” i sig. Og dér viser THÈ_VEJEN dem en sti, som kan betale sig at betræde, selvom den må være smal og svær at gå på.”

Så meget fra Horst Hammitzsch…

Juni er måneden, hvor der her i landet fejres St. Hans, den 23. juni. Dagen ligger to dage efter årets længste dag, den 21. juni. Her mit digt fra dagen, midt på Øresundskysten…

___

Fra en kyst fuld af træer

i grøn silhuet

trækker faner af hvid røg

fælles mod havet

fodret af gløder i bunden

der varmer silhuetter af mænd

og børn der tumler omkring

badebro løber endeløst ind

i et dueblåt hav uden horisont

og sådant

fortoner sig lattere og gløden

langsomt

mens månen skinner gult

bagved piletræernes blade

og trækker mig ind i et parallelt

univers af skiftevis sørgmodighed

og åndeløs glæde

over at være til

lige nu –

___

kh Ulla

Read Full Post »

Alt grønt er seriøst på vej ud nu – bøgetræerne -bregnerne – fantastisk at se hvert år igen.

Jeg går mange små ture i den omliggende natur, en måde for mig at mærke det levende rundt omkring, de små forandringer i sæsonerne, og at være i live i alt dette. Efter et stykke tids vandring holder tanker op med at beskæftige sig med analyse af fortid og planlægning af den nærmeste fremtid. Efter endnu et stykke tid holder resten af tankeaktiviteten op, og jeg er mirakuløst forskånet for min egen hjerneaktivitet.

En tur i sydfrankrig forleden gav disse tanker (inden de altså stilnede helt af):

Tænker over al de pilgrimsruter, folk igennem tiden har vandret på – i slutningen af dem var der altid et mål – en relikt af kristen art, en kristen hellig grav, som fx i Jerusalem / Santiago de Compostela / Rom. Men fik folk fortalt fra starten, at der IKKE ER MÅLET der var afgørende, men VEJEN? Vil de så være gået?

Ligesågodt kunne man sende folk på en RUND-vandring i nogle tættere-på-beliggende smukke områder – de tyske skove og naturreservater, nogle åse i Sverige, bjergene her i Frankrig. Det ER vejen, TILSTANDEN du er i PÅ vandringen. Motion, ro i hovedet, duften og lydene af den smukke kreation omkring én. Hver blomst smiler til én, og en kort berøring gør måske dén glad, hvem ved. GÅ. JUST GO.

Og jeg opstillede en spontan liste for et par absolut nødvendige ting:
1) Und dig selv et ordentligt par vandresko og outdoor-bukser. (“G1000” fra fjælræven viser sig at tørre af sig selv efter regnen i løbet af 20 min). Samt sandaler (“Teva” fungerer godt for mig).
2) Und dig selv et godt sæt uldundertøj, så sjovt det end lyder (“Helios” har sorte sæt af merinould…)
3)Køb forsyninger af nødder og tørrede frugter, måske lidt mørk chokolade og en liter vand.
4) og så begynd at VANDRE, JUST GO. (Tilføjelse: Det må gerne være et smukt sted med noget grønt og vand, skiftende terræn, udsigt.
5) Tilføjelse: Spis madpakke/picnic et specielt smukt sted.

Det kan jeg altså kun anbefale.

___

“At være undervejs

er at give sig hen til livet

at være undervejs

er at være fri –

er at være kreativ intuitiv

skabende vejen foran sig

stykke for stykke –

At være ankommet er

at lade cirklen være sluttet

flowet stopper –

så vær altid på vej!”

___

kh Ulla

Read Full Post »

« Newer Posts - Older Posts »