Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for 29. oktober 2010

Sidste år i oktober fandt jeg et japansk ahorntræ på Nivå kirkegård: Det stod helt rødt, og helt alene, omgivet af enddnu grønne træer, og dryssede syvtakkede blade på det grønne græs. Der besluttede jeg at gøre det til et årligt tilbagevendende begivenhed at besøge træet hvert år, og nyde dette syn. Så jeg opsøgte det igen i år, med kamera, denne gang, og nåede lige det sidste lave eftermiddagssolskin på bladene… Et sekund efter billedet var taget, var lyset væk… Træet hedder ”momiji” på japansk, og har givet navn til hele fænomenet med at fejre efterårsfarverne…

På en anden gåtur samlede jeg ind til vasen i mit ”tokonoma” – en gren med helt røde blade, en med gule, en rød ukendt blomst, en hvid røllike og en fennikeltop-lignende grøn vifte. De står nu under kalligrafien ”wa-kei-sei-yaku”, harmoni – respekt – renhed – ro, og genspejler ”momiji” udenfor…

Her på oktoberfuldmånenatten skulle laves en japansk thé-ceremoni. Da jeg forberedte den, var der et gennemgående skydække på himlen, men – da jeg sad på gulvet, slukkede for det elektriske lys, var det som om det lyste op udefra – månen var kommet frem! Alene oplyst af dén og to stearinlys blev der så lavet thé, i næsten-mørke og stilhed.

Den her fornemmelse at mærke naturen og det smukke på, har faktisk et navn i Japan: ”aware”. Man leder efter de rigtige ord til at udtrykke det fantastisk smukke og poetiske, der rører ens hjerte. En vag og udefineret sørgmodighed, en higen eller længsel efter noget man ikke rigtig ved hvad er. En forståelse for, at alt i naturen er forgængelig, inklusive menneskerne selv. Man ser det smukke, men ved, at det ikke kan vare ved, ved, at det drifter forbi…  Udtrykket ”mono no aware”  skulle svare til udtrykket ”the pity of things” – eller ”lacrimae rerum” på latin…

Den sensibilitet var meget populær i Japan i Heian-tiden (ca år 700-1100), den verden, som roman-figuren prins Genji bevægede sig rundt i. I vesten er der måske ikke mange, der ville forstå, hvorfor figuren kunne holde hovedrollen igennem halvdelen af de 54 kapitler, og blev et forbillede for en hel kultur i så lang tid – han havde ikke bedrevet de store heltegerninger efter VESTLIG målestok. Han lever et tilbagetrukket liv ved hoffet, i stor overdådighed og luksus. MEN – ved hoffet i Japan var det helt andre dyder at leve op til: kendskab til de kinesiske klassiker fra litteraturen, talent til at spille på kinesiske og japanske instrumenter som koto, biwa og bambus fløjte, at kunne være med i konversation omkring maleri, kalligrafi, og årstidernes blomster og højdepunkter, og talent til at digte videre på klassiske digte, og opfinde sine egne. Og dette var Genji mester i. ”The Tale of Genji” er den måske første roman i verden. Den er fyldt med poesi og de smukkeste skrevne billeder. Læs den, og dyk ned i en verden, du ikke vil forlade igen…

Med efterårs-aware-tanker
under det røde ahorntræ,
kærlig hilsen fra Ulla

Reklamer

Read Full Post »

Et typisk antal gæster til den  japanske thé-ceremoni er fem. Der vælges indbyrdes en gæst, der har det dybeste kendskab til ceremonien, hovedgæsten (shokyaku). Han står for samtalen med værten/thé-mesteren igennem thé-ceremonien og spiller den største rolle. Han gør ind først, og han er den der hilser værten og har ansvar for, at alt for gæsternes part forløber korrekt. Thé-ceremonien lidt som en danse-koreografi, hvor alle spiller deres rolle, så det hele kan forløbe glat, og den fornødne stilhed til meditation opstår. Gæsten observerer stille – lytter til kedlens summen, dufter røgelse og selve théen, og modtager alt hvad han oplever og smager, men taknemmelighed. Hver thé-ceremoni, hvert møde mellem mennesker, kan nemlig ikke opstå en gang til på lige netop denne måde – så det gælder at være vågen og opmærksom.

At komme ind i thé-huset
Når man indtræder i thé-huset, har man sin vifte på sig, som man lægger foran sig, når man første gang kigger ind i thé-huset. Derefer bevæger man sig hen til den eneste udsmykning i rummet: Kalligrafien eller skriftrullen i billednichen (tokonomaen). Man lægger igen viften foran sig, nukker, beskuer motivet, og lader det virke på sig. Her er grundtemaet for thé-ceremonien lagt, og man kan senere spørge til ordene eller motivet. Defter bukker man igen, samler sin vifte op, og går til ild-stedet, som man betragter med samme ritual. Derefter finder man sin plads i rækken. Hovedgæsten sidder typisk øverst oppe i rummet ved billednichen, de resterende gæster dernedefter.

At modtage og spise kagen (wagashi)
Hovedgæsten vil få serveret en skål eller tallerken med et antal kager (wagashi) på, kombineret med et par pinde til at tage med. Han tager sit medbragte stabel små papirer frem (kaishi), lægger den ned foran sig, og tager en kage op med pinden, og sætter den på sit papir. Han rengører spidsen af pindene i et hjørne af sit papir og lægger dem tilbage på tallerkenen. Han sætter så tallerkenen hen imod den næste gæst. Ved tyk thé (koicha) spiser alle gæster derefter deres kage samtidigt. Ved tynd thé (usucha) venter hver især med at tage fra fællestallerkenen, indtil værten giver tegn dertil. Dette sker, lige théen piskes til skum, så man får nydelsen af kagen lige inden théens lidt bitre smag derefter.

At drikke en skål thé (matcha)
Værten sætter thé-skålen med den færdigpiskede thé frem til en gæst ad gangen, hovedgæsten først. Gæsten kommer selv frem og tager théskålen. Er der en eller mindre end en tatami-måtte imellem ham og værten, skubber han sig frem på knæene – ellers rejser han sig op og år.
Han sætter sig på sin plads igen, med thé-skålen mellem sig og den næste gæst. Alle undtagen den første gæst sætter den også imellem sig og den forrige gæst og takker “Tak fordi jeg må deltage i thé-drikningen med dig”. Han undskylder til den, der først kommer efter ham: “Undskyld jeg drikker før dig”.Han stiller den til sidst foran sig, og takker værten: “Mange tak for théen”.
Nu løfter han thé-skålen med højre hånd på den venstre hånflade, støtter skålen med højre hånd, og løfter den op foran sig, som tegn for taknemmelighed. Han roterer skålen ved hjælp af højre hånd, ca. to gang 90 grader. Det, for at tage hensyn til forsiden af thé-skålen, som gælder som den fornemmeste side, og som ikke må drikkes af.
Han drikker nu i ca. 3 slurke, eller til alt thé er drukket. Den sidste slurk må godt kunne hørest, som tegn på at man har drukket ud. Han renser kanten af skålen med fingrene, og drejer skålen tilbage med forsiden fremad. Han sætter den forsigtig ned foran sig, og betragter den, med albuerne på knæene, og hænderne foran sig, fingrene på tatami-måtterne.
Han bringer så til sidst thé-skålen tilbage til værten, til samme sted, som han tog den fra.
På den måde får hver gæst sin egen thé-skål, i specielle tilfælde endda mere end en skål…

Read Full Post »