Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for 4. oktober 2010

Et japansk haiku-digt kan minde om en japansk tusch-tegning: Få enkelte streger, få enkelte ord. At udtrykke så meget som muligt med så få ord som muligt. At skrive ud fra tomheden, i de øjeblikke hvor et smukt syn rammer én, tiden står stille, alt falder sammen i ét, og man går forfrisket videre med et smil på læben. At fastholde disse øjeblikke – dét, der sker lige nu og her. Oplevelsen gives i digtet videre så direkte som muligt. Spontant, på en jeg-løs måde – uden følelser eller sentimantalitet.Denne oplevelse af virkelighed er beskrevet i zen-litteraturen og går igen i alle zen-inspirerede kunstarter i Japan, men kan opleves af enhver, ethvert sted, i hvert øjeblik…

Den moderne digter Yone Noguchi beskriver haiku sådan: ”Som ædelstene, hvor japanske digtere evner at udtrykke deres forståelse af naturen, eller bedre: at synge deres længsel og beundring for moder natur.”

Historie
Allerede i det syvende århundrede skrev man i Japan meget minimalistiske digte. F.eks. bestod en såkaldt waka, stamformen for den senere haiku, af kun 5 linier. Her linje indeholdt et ganske bestemt antal stavelser: 5, 7, 5, 7 og igen 7 stavelser. Når en gruppe mennesker skiftedes til at skrive disse waka, opstod der en såkaldt renga, et kædedigt.

Fra omkring 1600-tallet prøvede man at nøjes med de allerførste 3 linjer af dette kædedigt, som senere blev kaldt haiku. Et haiku er altså et digt bestående af kun 3 linjer, og hver linje indeholder et fast antal stavelser: 5 stavelser i den første linje, 7 i den 2. linje, og igen 5 i den sidste linje.

De største haiku-digtere i Japan var vandringsmanden Basho (1644-1694), maleren Buson (1715-1783), den fattige Issa (1763-1827) og den moderne Shiki (1867-1902).

Indhold
Indefor haikuens faste rammer bruges gerne et eller to billeder, der står hver for sig, men alligevel har en forbindelse:

Tempelklokken dør hen
blomsternes dufte
kimer videre –
 

(Basho)*

Den 1. linje kan udtrykke noget bestandigt, evigt, som ”buddha-naturen”. Det vil sige dét i os, der er uforanderligt, stille, uberørt af ydre forhold. Den 2. linje kan indeholde noget mere konkret, individuelt, foranderligt. Og i den 3. linje kan der ske noget uventet, en lyd, en opvågnen:

En gammel dam
en frø hopper i
PLASK!

(Basho)

Et haiku skal helst indeholde et årstidsord (kigo), der indikerer, hvilken årstid vi befinder os i:

Blommetræ i månelys
faldende sne
hvide blomsters genkomst

(Buson)

Men ellers er der indholdsmæssigt ingen begrænsninger for, hvad en haiku må indeholde. Den kan udtrykke alt – men på en måde, der giver læseren et nyt syn på en hverdagsagtig oplevelse:

Buddhas kæmpenæse
herfra føj
en svale ud

(Issa)

(Alle eksempler her er oversættelser, der ikke overholder det oprindelige antal stavelser.)

Moderne haiku
I midten af 1800-tallet åbnede Japan sig for vesten, og haiku-traditionen spredte sig til forfattere i hele verden:

The summer chair
rocking by itself
in the blizzard

(Jack Kerouac)

I Danmark findes der bl.a. Dansk Forfatter­forenings haikunetværk med hjemmesiden www.haikudanmark.dk

* Haiku eksemplerne er fra Hans-Jørgen Nielsens bog ”HAIKU” fra 1963. Yone Nogichi er nævnt i en radioudsendelse af Sys Matthiesen.

af Ulla Conrad, 2010
(tidligere bragt i tidskr. “NIWA”, 2010)

Reklamer

Read Full Post »

Théens historie
Théens historie begynder i det sydvestlige tropiske i Kina, hvor théplanten “Camellia sinensis” har været kendt i mindst 3000 år.

I Heian-perioden i Japan (794-185), der svarer til den produktive Tang-periode i Kina, kom théen første gang til landet. Man drak théen dog mest som medicin, og den vandt ikke stor udbredelse.

I begyndelsen af Kamakura-perioden (1185-1392) bragte japanske munke, der rejste til Kina for at studere zen-buddhisme og -meditation, igen thé-planten og thé med til Japan. Théen var en pulveriseret thé, kaldt ”matcha”, blandet direkte i det varme vand, og pisket til skum. Her begyndte den en stille tilværelse i zen-klostrene, hvor munkene drak den for at holde sig vågne under de intense meditationperioder.

Fra klostrene bredte brugen sig til hoffet og samurai-klassen. Her indtog man thé ved så store overdådige fester, at de på et tidspunkt måtte forbydes…

Som modbevægelse mod dette begyndte et par zen-munke at finde tilbage til en enkel, meditativ tilgang til thé-drikningen: Man trak op i bjergene omkring Kyoto, mediterede, drak thé, i stilhed, med mindre prangende udstyr. I stedet for det forfinede kinesiske keramik brugte man rustikt japansk keramik, bambus og japansk kalligrafi, gerne fra zen-mestrene, og blomster, som de forekom i naturen. Alt blev tilpasset en enkel og naturlig stil, i sammenklang med naturen og årstidernes skiften.

Den japanske thé-ceremoni
Den største thé-mester, Sen no Rikyu (1522-1591), bragte de daværende forskellige stilarter sammen, i denne ånd, og udarbejdede den fremgangsmåde, som følges i dag.

En typisk thé-ceremoni varer fire timer, inklusive et måltid. Gæsterne blev modtaget ved en port til haven, og gæsterne kom til den “indre have” og skulle dér symbolsk rense sig ved en stenkumme med vand. I thé-huset så man på den eneste udsmykning i rummet, et kalligrafisk skrift. Alle remedier, der indgik i tilberedning af théen, var specielt tilpasset årstiden og lejligheden. Efter der var fyret op under kedlen, serveredes der et let, men omhyggeligt tilberedt måltid (kaiseki) med lidt sake til.

Efter en lille pause i haven kom man tilbage i thé-huset, hvor skriftrullen var udskiftet med en blomst. Så blev der tilberedt thé i form af”matcha”, pulveriseret grøn thé så tyk som fløde. Efter at der var lagt flere trækul i fyrfadet og serveret nogle små søde sager, drak man flere skåle tynd thé, skummende cremet. Til sidst kunne man bede om at se nærmere på de thé-remedier, der var blevet brugt.

Sen no Rikyus barnebarn Sotan havde tre sønner, som videreførte hans stil og dannede tre the-skoler, der idag stadig er de tre største i Japan: Urasenke, Omotesenke og Mushanokochisenke.

Thé og Zen
Thé er mere end blot at tilberede og drikke thé. Det er ”meditation in action” – den indre holdning er lige så vigtig som den ydre. De fire vigtige principper i den japanske thé-ceremoni er “Wa, Kei, Sei, Jaku” – harmoni, respekt, renhed og ro.

Som i zen-meditation gælder det om at tømme sit sind for unødvendige tanker. Og dette gælder både vært og gæst: Begge parter mødes et sted, et frirum fra hverdagens trummerum. Et enestående møde mellem mennesker, der aldrig kan opleves på præcis samme måde igen, og en måde at arbejde systematisk med sindet og bekymringer.

“Ichi go ichi e –
One chance, one lifetime!”

af Ulla Conrad, 2009

Read Full Post »