Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for 1. maj 2010

Ved genlæsning af Okakura Kakuzo´s “The Book of Tea”, specielt kapitlet om kunstforståelse, gik der en ting op for mig: Værdien af de japanske kunstgenstande, og specielt det japanske thé-hus, kan man først rigtig værdsætte, når man OPLEVER dem med sin egen krop. Ren beskuelse, uden forståelse, uden mærken-efter, har ikke nogen effekt! Hvor meget af den vestlige arkitektur åbenbart er bygget for at IMPONERE, gøre indtryk, og er pakket fuldt med dekorationer og gentagelser – er det japanske thé-hus blottet for næsten alt, en “tomhedens bolig”, bygget til at blive gæstet og oplevet af mennesker udenfra og indefra, stille og med et åbent sind. Det er bygget til at understøtte deres søgen efter værdier som “harmoni, respekt, renhed og ro”, som er de fire vigtigste værdier i den japanske thé-ceremoni.

Netop disse ord hænger nu i mit thé-rum som kalligrafi, skabt af zen-mesteren Harada Roshi i 2009. I en af hans nedskrevne taler uddyber han (oversat og sammenfattet af undertegnede):

Da thé-mester Murata Shuko blev spurgt: “What is the mind of tea?”, svarede han “Harmoni, respekt, renhed og ro” (wa, kei, sei, jaku). Han forklarer, at tegnet for harmoni er sat sammen af tegnet for “mund” og et fladt, harmonisk tegn: At mennesker er mætte, er en af de første forudsætninger for harmoni. Hvis alle på jorden var mætte, ville der bestemt være mere harmoni… En anden forudsætning er gensidig accept af og respekt for hvert andet menneskes inderste væsen… Så er vi ved “respekt”: Denne respekt skal ikke komme  af, at vi får at vide, vi skal respektere – det skal komme oprigtigt, naturligt, ud fra vores klare, rene sind (clear mind). Og “renhed”: Et rent sind, der oplever alting, der sker omkring det, alt der bliver sagt omkring det, og dog alligevel ikke blive bragt ud af balance. Det må være så fredfuldt og stille som vandet på bundet af et hav: dette er “ro”. Vi har brug for “harmoni, respekt, renhed og ro”.

Harada Roshi giver derefter eksempler på, hvordan disse værdier afspejler sig helt konkret i forløbte af en thé-ceremoni:

At thé-rummet – bortest fra kalligrafien – er tomt, og udtrykker thé-mesterens tomme, rene sind. At vi lægger vores medbragte vifte ved indgangen og bukker. At vi også bukker foran nichen (tokonomaen), som arkitektonisk er opstået af at være et alter for Buddha (Foran den til venstre stod der lidt vand, midt foran et røgelseskar, og til højre et lys. I midten af nichen hang Buddhas eller hans efterfølgers ord, og gav inspiration til vores sind). Vi bukker og viser dermed respekt, ikke formel, men oprigtigt af hjertet. Bagefter sidder vi stille på vores pladser. – Også ved den ceremonielle beskuelse af thé-redskaberne til sidst i forløbet (haiken) udtrykker vi dette: Vi ser nøjagtig på hvert redskab og dens udtryk. Skønheden og “smagen” af det viser sig kun ved dette nøje beskuen, vores respekt bliver kultiveret og vokser. Kigger man kun flygtig, sker der ingen ændring af bevidstheden –

På samme måde anbefaler Harada at se på mennesker: Ikke at se deres svagheder, men at se dybt efter med samme respekt, uden bedømmen og inddelen i god/ikke godd. Så harmoni, respekt, renhed og ro “is not just for the tea-ceremoni, but as the source of peace for all humankind”.

Med disse Haradas gengivne ord, TAK for en smuk april, tak for de thé-sammenkomster jeg har delt med Jer, og al Jeres inspiration,

Ulla

Reklamer

Read Full Post »