Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for 31. januar 2010

En gåtur under en stor mørkeblå himmel. Med støvler igennem høj hvid pulversne. Enkelte stjerner når igennem det snetunge skydække. Bliver overvældet, fuld af længsel, en mærkelig lyksalig ensomhed… Hvad er det her for noget… hvad er virkelighed…

Tænker på de mange forskellige religioner her på jorden – alle opfatter de virkeligheden og eventuelle ”hellige” oplevelser på deres vis, og alle forklarer dem på på deres måde. Åbenbart har vi mennesker et vist behov for at forklare og at forstå. Og det er nok derfor, der opstår de mange idéer og ismer…  Alle hovedreligioner, den indiske filosofi, den kinesiske taoisme… Verdensbilleder, ideer, ismer, en tænkende, en billedlig måde at definere, sætte ting i skuffer på. De tilbyder en nem måde at sætte sig selv i forhold til det ydre, de gør livet meningsfuldt, de inddeler, giver svar, bekræftiger éns egen opfattelse af det hele. Men de er konstruerede, et net, spændt over virkeligheden, der kun er synlig – tænkt – for os selv…

På individets plan: Den ene forklarer måske, for-klarer, op-klarer – for den anden. Den anden forstår – modtager information, danner sit eget verdensbillede. Én der spørger, en der svarer – guddommelighed… En udbytten. Jeg ser en tegning for mig: To cirkler, der er forbundet igennem en streg – dialogen…

Medmindre den altså opleves altopløftende, personligt, uafhængig af institutionen. En tæt forbindelse, en følen-på-egen-krop, af det hellige, smukke, naturen, væren-ét-med-det. Tegningen foran mit indre øje skifter til en cirkel, omgivet af en anden, større – og de nærmer sig hinanden, smelter sammen til én…

Og så er der kun SOLEN tilbage, og MÅNEN, silhuetten af træer mod aftenhimlen, og en solsorts kald i kulden. Og dette er nok for mig lige nu.

kh Ulla

___
 

Januar-digt 2010

Naturen gået i hi

årets største kulde indtræffer

den 23. januar –

et nyt år er begyndt

og alligevel ikke

tigeren lader vente på sig

kinesisk nytår møder

nordisk kyndelmisse

i starten af februar –

mågerne flyver forbi

som et lille tegn på

en evig strømmen af liv

der ellers er stivnet

i kulde og HVIDT –

___

Read Full Post »

Vores første thé-ceremoni i år, kaldt “hatsugama”, årets første keddel.

Sweeten, der blev serveret i forbindelse med théen, var hjemmelavet og havde fået navnet “Hatsu haru”, første forår”. Den skulle minde om, at vintergækkerne på denne tid af året ville begynde at kigge frem, hvis ikke der lå sne over hele Danmark lige nu…

Da vi kom udenfor efter endnu en aften med thé, efter en uforglemmelig hatsugamga-aften, oplyste sneen natten og stilheden lå over det hele…

På vejen hjem skrev jeg haiku´erne forneden.

kh Ulla

___

Sneen dækker alt

men mit hjerte taler med

vennerne endnu –

___

Sneen uden duft

men tanken om vintergækker

får mit hjerte til at banke –

___

Verden holder vejret

året begynder på ny

stilhed i sneen –

___

Natten hvid af sne

stilheden pakker alt ind

i en dunfrakke –

___

Vinternat

sneen pakker alt ind

i stilhed –

___


Read Full Post »

2010 er tigerens år i den kinesiske dyrekreds – så vi starter året og thebloggen med en “TAO-TIGER”-tegning. En mørk og en lys, der som i yin-yang-symbolet snor sig ind i hinanden, afveksler og opstår fra hinanden. Tigeren er det tredje dyr i rækken af tolv, der starter med rotten (2008), efterfølges af oksen (2009) og nu tigeren. Tigeren gælder som et aktivt og kraftfuldt tegn – så det bliver spændende at se, hvad det kommer til at betyde for det kommende år.

Her på bloggen vil vi dele vores oplevlser med thé. Vi – det er fem mennesker med helt forskellig baggrund, i og omkring København: En underviser i Ikebana, en arbejder med japanske haver, en med kampsport og japanske sværd, en har baggrund fra den japanske ambassade, og jeg selv er kommet til at studere thé-ceremonien igennem zen-praksis og meditation. Med disse forskellige baggrunde mødtes vi til undervisning i 2005 – og nu samles vi fortsat alle omkring théen, på théens vej…

kh thebloggeren Ulla

Read Full Post »

Thebloggen oprettes for at dele oplevelser i forbindelse med den japanske thé-ceremoni i Danmark. Vi er fem danskere, der får undervisning af thé-mester Søren Bisgard. Vi kalder os “Go-zan-kai” og mødes hver måned for at lave thé sammen, spise japanske kager, se på kalligrafi, thé-utensilier, keramik og generelt inspirere hinanden. Og vi er så bidt af det, at vi gerne vil dele glæden med andre…

Read Full Post »