Når jeg forbandt november måned med de bare grene foran en lyseblå eller lysegrå himmel, en diskret farveløshed, hvor kulden anes og mærkes – så er det billede jeg forbinder med december denne gang en dybblå himmel fuld af stjerner. En himmel, der hvælver sig omkring mig og over mig, som rummer kulden og får luften til at klirre som glas, en kulde der går dybere, når man ikke pakker sig varmt nok ind.
Under denne himmel cyklede jeg en nat, på vej hjem, og havde tændt for radioen i høretelefonerne, en ny form for underholdning på længere former for transport. P1, intelligent underholdning. Som dog efter kl 18 nu er overtaget, eller rettere, må dele kanalen med P2, den klassiske musiks kanal. Det faktum gjorde, at der den aften spiller en klar og lysende orkesterklang i mine ører, ren og klar og syngende, og lidt efter er musikken og landskabet, himlen og stjernene ét. Et stort hvælvet telt, med et lille lyttende menneske i bevægelse. Rummet umådeligt dybt, umærkeligt udvidende sig.
Sådan fortsætter det, indtil jeg stiger af cyklen. Heldigvis annonceres komponisten efter stykket, og jeg har et navn at takke for denne oplevelse: Jean Sibelius, 1857-1957, finsk violinist og komponist, og hans 7. symfoni. Hvis klassisk musik kan gøre DETTE, løfte mig på som dette, fortjener den klassiske musik lidt mere opmærksomhed.
En livslang oplevelse: At søge, undersøge, og finde måder at bruge tiden mest værdifuld, fuld af skønhed, som der er heldigvis er masser af…
kh Ulla
