Der er sensommerstemning i luften – naturen gør sig klar til at afsætte frø og frugter, og derefter gå i hi. Jeg står træerne i kanten af en skov, og ser hen over en mark, og over på en anden skov. Derovre viser bladene første tegn på gul. På jorden ligger spredt de gule blade fra ahorn og eg. Grenenes raslen foroven lyder tørt. Nogle blade bevæger sig pludselig mere end andre – de flytter gren! Og et ”pip” her og der afslører, at de er flere, og hopper omkring. Én begynder på en strofe, og afslører sin identitet som gransanger. En stor gulsmed suser forbi, og dens vinger lyser transparent i modlyset. Begge jager efter insekter, fuglene samler de sidste kræfter til den store rejse sydpå.
Og min måde at forsvinde hen i denne betragtelse minder mig pludselig om den måde at beskue kunst på, som bliver anbefalet i bogen ”The Book of Tea”, af Okakura Kakuzo. Med ordene ”approach” og ”await” nærmer han sig kunstværket – en afventen, lytten, gøren-sig-tom. Og med denne rette stemning hos beskueren åbner der sig rum for en forståelse. Ligesom for fuglenes væren lige nu. Fuglenes væren bliver til min væren…
Vi har også været samlet i thé-huset igen, for at lave thé på japansk vis. Thé-haven var helt grøn og våd fra eftermiddagens regn. Helt nede i bunden, til venstre for thé-huset, lyste de mørkerøde blade af et enkelt japansk ahorntræ.
Thé-ceremonien forgår også i høj grad i denne lyttende tilstand, og det er altid ret fantastisk for mig, specielt med naturens lyde omkring. På et tidspunkt faldt det hele i hak også denne gang: løvets og regnens lyde udenfor – thé-ceremoniens bevægelser – ahornblads-formede tallerkener med den grønne konfekt – dekoration af røde ahornblade på thé-skålen – og bambusblade på rispapirlampen over mig…
Rustling in the leaves
of ricepaper-lamp bamboo -
matcha works magic
