En stjerneklar aften, cyklende hjem efter en fantastisk aften i veninders selskab. Fuldmånen urørt midt på himlen, lyst midt i alt mørkeblåt, i selskab med jupiter (En af dens mange måner så jeg faktisk i kikkerten den anden dag…).
Inden afsked, udenfor havelågen, taler vi et øjeblik om vores moder jord, som en del af denne galakse, kaldt mælkevejen, som solen og planeterne er en del af – og selv denne hele galakse er kun én lille hvirvelstrøm i hele – ja, i hele HVAD?
Universet kalder vi det vist… Eller: Et lille støvfnug i ”Guds” baggård? Og alligevel er der så megen mangfoldighed, så meget smukt samlet på denne klode. Må vi passe bedre på den i fremtiden – end satse på en invadere en af de andre smukke stjernesystemer derude, langt ude. Hvis vi gjorde det – ville vi ikke savne græsmarker og køer, blomsterne og månen? Ville vi ikke savne smagen af brombær og duften af hyldeblomst, hver sin årstid med alt det, der gør dem specielle?
Lige så klart den aften, lige så klar morgenen. Mørkeblåt hav og varmorange horisont: Solen går op i oktoberglødefarver og rammer træernes toppe. Hænder mødes. Cykler igen, nu mod vest – og dér rammer synet fuldmånen igen, nu på vej ned, næsten transparent hvid på let blå. Et par siskener flyver over, deres kald tydlige i den kolde luft.
Tingenes klarhed
på morgenens vinger
og fugle af glas
